Himmelbjerg og himmelfart

Gruppen af blødere over 50 år satte hinanden stævne en weekend i oktober. Denne gang bød programmet blandt andet på en tur til Himmelbjerget og et foredrag om himmelfart, nærmere bestemt mødet med Sankt Peter. 

Sidste weekend i september afholdt Bløderforeningen sin årlige 50+ weekend, denne gang på Ry kongrescenter ved Silkeborg. 31 personer deltog, hvilket er et fint fremmøde. 
Weekenden indledtes med en tiltrængt frokost. De fleste havde været længe undervejs. Efter frokosten ankom vores bus, og denne gang var det en handicapvenlig bus, så alle kunne deltage i udflugten uden problemer. Chaufføren var en hyggelig fyr, som kunne krydre turen med lokale historier. Vi fik set den meget smukke natur samt Silkeborg centrum med ”vandfald”, sanatorier og fabrikker. Eftermiddagskaffen blev indtaget på Himmelbjerget, hvor der også blev mulighed for at gå lidt omkring på egen hånd.

Mødet med Sankt Peter 
Efter middagen var der et oplæg ved tidligere præst Peter Wærum om mødet med Sankt Peter. Han fortalte om, hvorfor der er så mange historier om den kendte helgen, og genfortalte selv en del af dem, heriblandt mange vittige. Det var underholdende, men også lærerigt og gav stof til eftertanke, da det satte ord på, at man på et tidspunkt skal væk herfra. Der var da også en del kommentarer til oplægget. 
Herefter var der socialt samvær indtil sengetid. Nogle var så ”heldige”, at de havde musik på værelset det meste af natten fra et selskab, der festede i et underliggende lokale. 
Efter morgenmaden var der et indlæg af Theis Bacher om osteoporose (knogleskørhed) og blødersygdom. Theis kunne fortælle, at lidelsen forekommer hyppigere blandt ældre blødere end i andre befolkningsgrupper. En af årsagerne er, at mange ældre blødere ikke får nok motion på grund af deres mange ledskader. Vi fik en grundig indsigt i, hvad sygdommen medfører, samt hvad man kan gøre for at forebygge. (Læs mere om osteoporose på modsatte side, red.)

Ét arrangement fremover
Vi sluttede af med evaluering samt forslag til næste møde. Der var lidt debat om at nedlægge det årlige endagsmøde og i stedet nøjes med en weekend, som så skulle starte fredag eftermiddag i stedet for som nu lørdag til frokost. En afstemning viste et tydeligt flertal for en lang weekend. Vi diskuterede også, hvor næste arrangement skal foregå. Nordsjælland, Vejleområdet og øerne syd for Sjælland blev bragt som forslag. Det blev ikke endeligt besluttet hvor.

Efter frokost spredtes deltagerne ud over det ganske land. Det var som sædvanligt et vellykket arrangement. En stor tak til Danmarks Bløderforening og arrangørerne.

Artiklen er skrevet af Poul Eik Jørgensen og stammer fra BløderNyt nr. 4 2008.