Dagbog for Sommerlejren 2010

Lørdag d. 26.6.10

Klokken er 12.00 en rigtig dejlig, varm, dansk sommerdag. Jeg står på Himmerlands Idrætsefterskole i det nordjyske, der i år danner rammen om årets Bløderlejr. Om to timer bliver skolen invaderet af 20 dejlige unger. Nogle er gengangere, for andre vil det være deres første lejr, men helt sikkert ikke den sidste. En ting er sikkert! Med det program jeg og mine seks hjælpere har bikset sammen for hele ugen, vil ungerne ikke komme til at kede sig.

Nu gentager jeg nok mig selv fra sidste år, men hold da op hvor er nogle af ungerne blevet store. Det er sjovt at følge, hvordan de udvikler sig på sådan et år. Nu har jeg haft fornøjelsen af at stå i spidsen for lejren de sidste ni år, så nogle af de store knægte har jeg fulgt, siden de var ganske små.

Efter en let frokost og kort præsentation af os alle får skolen hurtigt liv og bliver udforsket i hver en afkrog. For gruppe 1 og 2 (de yngste deltagere) bliver udforskningen lidt mere systematisk. De får ”strenge” ordrer om, hvor de må gå til, da skolen ligger lige ud til en landevej. Penge bliver afleveret til bankdame Tina, og medicin bliver leveret til sygeplejerske Susanne, som er ved at være dreven lejrsygeplejerske. Vi er alle i de absolut bedste hænder. Især når nogle af drengene i løbet af ugen med sikkerhed skal prøve at stikke sig selv for måske første gang.

Vi har fået en fin start på lejren. Der er blevet hoppet på kæmpe madras, den lokale købmand er blevet indviet (han øjner allerede en fin indtjeningsuge), og med det vejr DMI stiller os i udsigt kan det kun blive en pragtfuld uge.

Søndag d. 27.6.10

BløderBattle er overskriften for dagen. BløderBattle går ud på, at børnene bliver delt op i hold og sendt rundt til forskellige poster bestående af båltænding, boldpræcision, boksetræning, historieforfatning og zumba.

Efter lidt opvarmning bliver alle sendt rundt på skolen. Hurtigt viser det sig, at nogle har skjulte talenter. For eksempel er Danni rigtig go´ til zumba - måske også fordi han virkelig går op i det. Marcus viser, at udholdenhed er en af hans stærke sider - han slår alle inden for den disciplin. Samtidig skal Anden (Andreas) have et kæmpe skulderklap for at få det, man kalder ”teamspirit” op på et højere plan med sin enorme energi. Alle kæmper en brav kamp i alle discipliner. Da alle sekunder og point er talt sammen, bliver der præsenteret et vinderhold om aftenen. Den aften hørte vi også den yderst fantasifulde historie, alle holdene på skift havde brygget sammen.

Desværre finder jeg i dag ud af, hvor Ålborg Sygehus ligger. Reda, som har ITP, slår sin fod, og vi må være sikre på, der ikke er sket noget. Det er der heldigvis ikke.

Mandag d. 28.6.10

Denne sommer står i VM´s fodboldstegn. Det er jo ikke gået fantastisk for Danmark, men det skal jo ikke afholde os fra at holde Bløder VM på fredag. Til det skal man bruge fire hold og t-shirts, så det meste af mandagen er gået med at lave sit holds helt egen t-shirt under en bagende sol. Det skal nok blive en spændende turnering på fredag. Nanna på 12 år har i dag sluttet sig til lejren. Hun har taget lejren med storm trods det, at det er hendes første tur. Dejligt at se, at alle falder godt i hak.

Mens t-shirtene ligger til tørre, går vi alle ned på den store boldbane for at spille rundbold -  rigtig morsomt. Nogle er bedre end andre til at ramme den lille gule bold. Personligt rammer jeg ingen. 

Nogle har ikke fået nok motion i varmen. Martin og Lukas tager en tenniskamp, mens resten trækker indenfor for at spille brætspil. Jeg er også på hospitalet igen. Denne gang med Danni, da han skal have en permanent kanyle i armen for et par dage.

Tirsdag d. 29.6.10

Tidligt om morgenen går bussen af sted for hold 3 til et kæmpe militærområde nær Viborg. Der skal de være jægersoldater for en dag, tror de!! Da vi kommer til basen, bliver vi taget imod en af tre jægersoldater, som skal holde os i ”live” resten af dagen. Han byder alle velkommen og siger samtidig til alles overraskelse, at vi skal overnatte ude i terrænet. Det var der ingen som vidste - heller ikke jeg. Men jeg spiller med på legen, for det er bare noget, han finder på. Vi starter med at få en feltopbakning og en madration hver. Så skal vi bygge en camp, så fjenden ikke kan overraske os, når vi sover under vores presenning.

Da vores lejr er færdig, får vi nogle tricks til, hvordan man klarer sig i krigszonen, blandt andet ved at skaffe vand fra trærødder og tænde bål med tændstål. Hovedopgaven er et slags orienteringsløb i det kæmpe område. Vores utrættelige frontløber Alex er først på hver en post og kan slet ikke vente med at komme i mål. På ruten er der også nogle opgaver, blandt andet en lang natur-forhindringsbane igennem skoven, som jægersoldater fra hele verden kommer og prøver kræfter med. Nogle må overskride en del grænser for at gennemføre, men alle klarede banen rigtig flot og som den ene soldat sagde: Sjældent har han set en gruppe unge med så stort et drive og gå-på-mod.

Næste store opgave er at vende en stor militær gummibåd i vandet. Igen skal der meget teknik til for at det kan lade sig gøre. Men alle er med på opgaven og klarer den, som om de aldrig har lavet andet. Tilbage på basen skal vi nu slå lejren ned for at opbygge en ny et andet sted. Nu er vi jo proffer og kan selv udpege stedet. Men inden da prøver vi lige at kravle 11-12 meter op i et træ, som i øvrigt svajede en hel del i vinden. Næsten alle er helt oppe og fløjte i fløjten i toppen af træet. Ja, undertegnede kunne jo desværre ikke, da jeg skulle ta´ billeder nede fra den solide jord.

Aftenen slutter af med at grille pølser og steaks, og begejstringen er stor hos nogle ikke mindst vores medhjælpere Cille og Pernille. Alle har haft en fantastisk dag og vil meget gerne prøve det igen. Men vi er også trætte, så der er ikke meget ballade i bussen hjem til skolen.

Tilbage på skolen er hold 1 og 2, som i løbet af dagen har lavet skolen om til ”fanget på fortet”. Det går ud på at gå igennem en masse forhindringer, som er stillet op på hele skolen og krydret med nogle gåder. Turen går også ud til en meget berømt lille sten, som lå i byen. Den er vidst mange hundrede år gammel, og børnene viser da også interesse for den. Dog er de nok mest interesseret i den is, de får.

Onsdag d. 30.6.10

Traditionen tro har det været besøgsdag, hvor alle forældre kan komme og se, om deres små puttegøjser har det godt. Det har været ganske hyggeligt, og sædvanen tro har vi hevet ”de gamle” lidt rundt i manegen. Vi har spillet noget som kaldes gekko-fodbold, hvor man løber rundt med et paprør for øjnene, mens man spiller kamp. Det er rigtig sjovt, ikke mindst for dem som kigger på. Vi havde også besøg af Theis med familie, som lige skulle se, hvad sådan en lejr går ud på. Han har fået lov at blive et par dage, så han kan nå at være lidt med. Så håber vi, han kommer med på fuld tid til næste år.

I dag har Inger fra Skejby Sygehus sluttet sig til os. Hun afløser Susanne i morgen, når alle detaljer er videreformidlet. Der har været masser af succeshistorier fra stikkeskolen. Stort set hver dag har jeg hørt fra et par af ungerne, hvor gode de har været til at stikke, og det vil helt sikkert fortsætte resten af ugen under kyndig overværelse af Inger.

Desværre har jeg igen været på Ålborg Sygehus her til aften. Denne gang var det noget mere alvorligt. Nanna har forvredet sit knæ, så knæskallen smuttede ud til siden. Heldigvis er hendes ”ITP tal” rigtig gode i øjeblikket, men det gør selvfølgelig stadig rigtig ondt. Hun kan se frem til at gå med en skinne på benet resten af sommeren (stakkels hende).

Torsdag d. 1.7.10

Fårup Sommerland er overskriften for dagen for næsten alle. Nanna kunne selvfølgelig ikke komme med, og vi har desværre også måtte sende hende hjem, da hun overhovedet ikke må støtte på sit ben. 

Vi andre har til gengæld en rigtig sjov dag i Fårup. Dog er lufttemperaturen ikke på sit højeste, så det er ikke alle, som hopper i det store vandland - og dem som gør, kommer hurtigt ud igen. Ellers er dagen gået med at prøve alle de vilde ting og gerne flere gange i træk. Mikkels dag blev mere end reddet, da han opdagede, at han kunne købe en kina-boks med nudler. De store drenge får også prøvet en del, men der bliver vidst også kigget en del efter tøser.

Så man skulle tro, at der falder ro over skolen, da vi ligger ude på græsset og nyder aftensolen, mens andre spiller. Men pludselig kaster en med lidt vand, og med ét løber halvdelen rundt og leger vandkamp. Jeg fatter ikke, hvor de får energien fra!

Fredag 2.7.10

Solen bager fra en skyfri himmel, så den har stået på udendørs aktiviteter. Der er blandt andet blevet spillet tennis, kongespil, petanque og kroket. Dejligt med en lidt stille og rolig dag! Jeg ved jo, hvad der er i vente om natten. Men inden vi kommer så langt, skal der lige vises passende film for hold 1 og 2. Hold 3 har vi en helt bestemt film til, nemlig en rigtig (u)hyggelig gyser. Den er temaet i vores natløb, som de bliver hevet igennem det halve af natten. De bliver delt op i to hold, hvorefter de skal rundt på skolen og udenoms område. Hver gang de svarer forkert på et spørgsmål, bliver de stripset sammen. Turen består både af gåder og gys. Selvfølgelig var der nogen, som ikke blev bange. Siger de…

Lørdag d. 3.7.10

Årets største sportsbegivenhed finder sted i dag. Fire top-tunede hold står klar til at gi´ den gas og kæmpe om at blive mestre i Bløder VM. Her snakker vi selvfølgelig fodbold. Jeg agerer dommer, streng men retfærdig. Dog undgår jeg ikke at blive ”svinet” til.

Efter otte hæsblæsende kampe bliver der fundet et vinderhold. Det bliver ”Camillas Blood Suckers”. Navnet var en hyldest til Camilla, som var med på holdet, men som var nødt til at tage hjem i onsdags sammen med hendes søster Julie, da de skulle på ferie.

Efter en lang uge med fuld fart på er der ikke noget hyggeligere end at slutte af med bål, snobrød og guf, så det gør vi denne aften.

Søndag d. 4.7.10

”Om lidt bli'r her stillle”, kan man meget passende synge. Efter en uge med masser af latter, skrig og skrål på den gode måde bliver der altid meget tomt, når alle er taget af sted. Én efter én kom forældrene og hentede, og samtidig kom bussen også for at bringe en stor flok til Århus. Der blev krammet, givet håndtegn og lovning på, at vi alle ses til næste år. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at vi ses til næste år, når jeg har 10 års jubilæum som lejrchef. Der vil jeg være strengere end nogensinde ;o)

Tusind tak for i år! Jeg glæder mig til at se jer alle et sted på Sjælland til næste år!

Sommerlejren bliver blandt andet finansieret via overskuddet fra landsindsamlingen.