Far-søn kanotur 2005

Bilen kørte mod Vestbirk Efterskole, og forventningerne var i top. Far og jeg skulle på kanotur op langs Gudenåen under ledelse af en jægersoldat. Vi mødtes med en flok bløderdrenge og deres fædre på efterskolen, hvor vores jægersoldat, Claus, tog imod os. Øv, jeg havde troet, at han var malet grøn i ansigtet, havde græs i hjelmen og en bajonet i hånden, men han så faktisk ikke ret krigerisk ud. Til gengæld var han flink, og vi var straks med på at tage på et erobringstogt op ad Gudenåen med ham som vores leder.

Bløderdrenge i tv
Vi gik et par kilometer og slæbte på vores bagage, og jeg fandt hurtigt sammen med Marc og Eddie, som er gode venner fra sommerlejren.Vi nåede frem til kanoerne, som kom i vandet, og far og jeg padlede derudaf. TV 2 Østjylland havde en reporter med. Han sejlede med i et stykke tid sammen med Aleksander og hans far, og om aftenen var der et indslag i fjernsynet om en flok bløderdrenge med fædre på vild tur i det østjyske.
 
En våd oplevelse
Nå, men tilbage i kanoerne. Solen stod højt, og strømmen var med os. Med raske tag padlede vi af sted. Dog var far ikke alt for skrap med teknikken, når åen bugtede sig foran os, og tit stødte vi ind i sivene eller ramlede med forenden ind på bredden, mens jeg skældte far ud. Til min store ærgrelse betød det også, at vi ikke førte an for den stolte flåde af kanoer. Værre gik det for Theis og hans far. I et sving fik kanoen fat i en gren, og kanoen kom på tværs af den kraftige strøm. Bådenkæntrede med mænd og mus. Ud røg bagage, Theis og hans to meter høje far – inklusiv mobiltelefon og briller. Godt, at de havde redningsveste på, for faktisk kunne de ikke bunde. Med hjælp fra kampfæller kom de ind til bredden, fik fat i bagagen, og kanoen kom på ret køl. Ioervadsbro lagde vi til og fik en bid brød, mens Theis og hans far tørrede tøj og telefon under solens stråler. Faktisk har jeg en kammerat, der bor i den by, så han kom lige forbi og ønskede os held og lykke på den videre færd.
 
Bivuak for natten
Jægersoldaten ledte os længere frem.Vi kom til Mossø og var efterhånden godt møre i armene. Solen kastede skygger, og nu måtte Claus snart godt finde et sted, som vi kunne erobre for natten. Han spejdede ud i horisonten og så beslutsom ud, da han ledte os mod Salten Langsø.Vi kæmpede os frem, for nu gik det mod strømmen, men heldigvis varede det ikke længe, før vi lagde til ved en boplads. Vi blev delt i fire grupper, der skulle arbejde sammen om at lave en bivuak for natten. Far og jeg kom sammen med Emil og Eddie og deres fædre, og hvis der skulle deles præmier ud for den flotteste bivuak, så ville vi klart vinde. Andreas og hans far mente dog, at deres gruppe ville vinde, og de andre så også stolte ud over resultatet af anstrengelserne. Da vi blev færdige, havde Claus gang i bålet, der blev til gløder. Oven på en rist stegte han en stor flok saftige herrebøffer, og sammen med
burgerboller, ketchup, salat og dressing smagte de himmelsk. Jeg grovåd tre burgere, og jeg tror, at Eddie fik fem ned. Mørket faldt på.Vi fik gang i bålet, og der blev fortalt mange røverhistorier, inden vi krøb i soveposerne med alt tøjet på. Duggen var faldet, og temperaturen stod på køligt.
 
Byg selv: sæbekassebil
Jeg slumrede dog hurtigt hen, og da Claus næste morgen vækkede os, sov vi alle som en sten. Duften af ristet brød fra bålpladsen lokkede os op, og da vi havde spist, blev vi udsat for nye prøvelser. Opgaven bestod i, at hver af de fire grupper skulle bygge en sæbekassebil på tre kvarter. Bagefter skulle vi race om kap med de selvbyggede biler på en bane, som Claus havde mærket op. Vi fik udleveret brædder, reb, hjul og værktøj, og 30 sekunder før tid var vi færdige med vores superbil. Det viste sig at være en rigtig racer, og hurtigt stod det klart, at vores team fejede al modstand til side. Kort efter starten var vi i front. For hver omgang var en dreng chauffør, og hans far var skubber, og vedmålstregen skulle bilen overtages af en ny far og søn.Vores skift gik fint, og vi styrede suverænt gennem kurverne og uden om konkurrenterne, og vores ellers så sløve fædre sprang afsted i højeste gear. Så det var med stolthed, at vi klaskede hænder, efter vi kom først over målstregen. Godt gået.
Afsked
Efter vores hærgen på bopladsen vardet tid til at drage tilbage.Vi fik kanoerne i vandet og padlede i et par timer, indtil vi kom til vores bestemmelsessted. Her skyllede vi mudderet af kanoerne og slæbte dem op af åen, og kort efter kom en bus og kørte os tilbage til Vestbirk Efterskole, hvor vi var ved middagstid. Efter et hårdt døgn fyldt med oplevelser tog vi afsked med hinanden og sagde på gensyn til næste år. Det havde været en sej tur.
 
Esben og Peter Vestergaard
 
Artiklen stammer fra BløderNyt, december 2005