Sommerlejr 2009

En solrig uge. Bløderbørn. masser af aktiviteter. det er jo hele tre gode ting – årets 
sommerlejr for bløderbørn indeholdt dem alle. Læs lejrchef Tem Folmands dagbog 
fra ugen her. 


LØRDAG

Sol, sol og atter sol. Det er i hvert fald ønsketænkning for de næste ni dages sommerlejr på Flakkebjerg Efterskole, som ligger lidt uden for Slagelse.

Tina, jeg selv og tre af vores unger er kørt til skolen i god tid for at gøre klar til de 15 forventningsfulde blødere, der indtager skolen som deres hjem den næste uges tid.

Hvordan er det nu – hvem vil helst sove sammen, og hvem er det, som ikke skal have værelse op ad ned af hinanden, så der er larm hele natten? Forholdsreglerne kan være mange.

Slikboden er blevet kørt i stilling med vingummi, chokolade, chips og sodavand, så enhver tandlæge ville løbe skrigende bort. Men hva´, det er jo kun bløderlejr én gang om året. 

Alle bolde og brætspil er blevet lagt frem, så de er lige til at gå til. De skulle jo nødigt komme til at kede sig i ugens løb, hvilket jeg heller ikke kan forestille mig. Nu er alt klar på den godt nok lidt nedslidte skole, men med den måde, skolen er indrettet på, er jeg sikker på, det bliver en meget samlet gruppe, vi får med at gøre i år.

Nej, hvor er det skønt at se alle ungerne igen. Først kom Emil kørt af sine forældre, samtidig kom tre af medhjælperne sammen med Hlynur, en bløder fra Island, som er med på vores lejr for andet år i træk.

Vores sygeplejerske Susanne trillede ind på gårdspladsen sammen med sønnen Simon, og til sidst kom bussen med resten af ungerne. Straks ville de vide, hvor og hvem de skulle sove med, så dyne og lagen blev delt ud med det samme, hvorefter de gik på opdagelse efter deres navn på en dør.

Da der var faldet lidt ro på, mødtes vi alle til sandwich og velkomstinformation, hvor vi blandt andet hilste på vores kok, som har lovet at tage hver gruppe ud i køkkenet til en maddag. Det glæder jeg mig meget til, så de ikke bare forventer at få det hele serveret.

Nu da medicin og penge er blevet afleveret, har resten af aftenen stået på hygge og udforskning af skolen. Sikken dag, sikke nogle unger og sikket vejr.

SØNDAG

Hold da op, der er sket mange ting i dag. Hold 2 startede dagen med at gå i køkkenet for at hjælpe kokken. Det gjorde de rigtig godt. Der blev jongleret med store køkkenknive og bagt kage.

I går kontaktede TV2 Øst mig og spurgte, om de måtte komme forbi og lave en reportage om Bløderlejren, og selvfølgelig måtte de det. Emil og Oliver optrådte som stjerner. De havde virkelig kameratække og sagde nogle kloge ting, mens de klatrede på ”klatrevæg” og tog faktor.

Efter frokosten bad vi alle ungerne om at gå ud på græsset, for det var nu, de skulle have deres ”vandvittige” overraskelse. Da de alle sad ned, kom vi farende med en spand vand hver og kastede ud over dem. Skrig og hvin kom der, og med ét var vandkampen i gang.

Der blev skudt med vandgevær og kastet med vandballoner, og inden længe havde det udviklet sig til den største vandkamp, jeg nogensinde har set. Da ingen af os til sidst havde en lille tør plet, og der efterhånden var gået et par timer, var det nok tid til at blæse kampen af. Man må jo også tænke lidt på miljøet, men sjovt var det.

Til aften har jeg været inde og hente Inger og hendes datter. Inger er børnesygeplejerske på Skejby og vil gerne opleve en bløderlejr for måske at være med en anden gang. Jeg troede så, at vi lige kunne nå hjem at se vores indslag i TV2 Øst, men nej: De tre timers optagelse var skrumpet ind til kun 1 minut og 43 sekunder, så der skulle man være hurtig. Men det var rigtigt godt, sagde de andre.

Succesen fra sidste år, hvor oberst Henrik og rengøringsfreaken Cille, kontrollerede værelserne jævnligt, kører vi igen i år, dog har de bare denne gang byttet roller. Så der var ellers nogen, som fik grineflip, da de så Henrik i tætsiddende kjole.

MANDAG

BonBon-Land er altid et hit, og i dag er ingen undtagelse. Det blev så ikke ringere af, at vejret var perfekt og der næsten ingen mennesker var, så vi stod ikke lang tid i kø ved hver forlystelse.

Da Klaptorsken, Vildsvinet og Vandrotten var nedlagt, gik turen igen tilbage på skolen. Heldigvis for nogle af de voksne tog turen en times tid, så der var mulighed for en lille lur oven på dagens strabadser.

Det blev der også brug for, for her til aften, eller rettere sagt i nat, afviklede vi natløb for dem alle sammen på en gang. De blev delt op i tre grupper og begav sig ud på sansernes eventyr, hvor de blandt andet skulle huske, smage og lytte. Men hvad er et natløb uden chok, så det blev de selvfølgelig heller ikke snydt for. Her klokken lidt over tre om natten er der endelig faldet ro over skolen.

TIRSDAG

Igen i dag har vi været i mediernes søgelys. Både lokal tv og en lokal avis har været forbi, mens vi havde kick-off på vores BløderHøvdingebold, som skal afvikles på lørdag. Kick-off´en bestod af at dele hold, og hvert hold skulle lave deres egen T-shirt. Det kommer der altid noget flot og farverigt ud af.

I eftermiddags var hold 3 på Antvorskov kaserne. To soldater fra kaserne havde linet flere køretøjer og våben op til os, så vi kunne nærstudere og prøve det selv. Specielt Oliver fandt ud af, han har en vis kærlighed til store lastbiler. Han ville meget gerne have den med hjem. Den ene af soldaterne havde været i Irak otte gange, så han satte spændende ord på, hvordan tingene rent faktisk bliver brugt i ”marken”.

I mens blev der på lejren spillet badminton og slappet af. Nogle af pigerne ville meget gerne ud at ride, så det var aftalt med hende, som står for hestene. Ingen af vores tøser var særligt garvede, så det kom der meget sjov ud af – ikke mindst for os, som kiggede på.

Jeg ligger i min seng nu og tænker, at det er godt, det ikke var min numse, det gik ud over ...

ONSDAG

I dag var det så hold 1's tur til at brillere i køkkenet. Det gjorde de rigtigt godt, og maden smagte fantastisk. Måske er der tre små Jamie´er på vej. Andre satte sidste penselstrøg på deres T-shirt, så den er klar til på lørdag.

Klokken 13 var det tid til vores faste besøgsdag. Forældre, familiemedlemmer og medarbejdere fra Bløderforeningens sekretariat har været her i dag, og de har ikke kedet sig. Vi havde planlagt en trekampsdyst mellem lejren og besøgende, og der viste sig at blive tæt løb.

Første disciplin, som var æggestafet, vandt ”de andre”. Vi kom så stærkt igen i sækkeløb, og da det hele skulle afgøres i tovtrækning, var der ingen tvivl: Bløderne er bare de bedste. 

Så efter fire timers besøgsdag er der igen ved at falde ro over lejren, hvor vi desværre måtte sige farvel til Inger og Susanne. Men heldigvis er vi stadig i kyndige hænder, for Lise fra Riget er kommet. Nu må jeg hellere samle kræfter til i morgen, der står på kanotur.

TORSDAG

Vejrguderne har for en gangs skyld tilsmilet os, når vi har en udendørsaktivitet. Det har virkeligt været et kano(n) vejr at sejle op ad Suså i. Dagen igennem er der blevet padlet og padlet.

Sjældent er Suså blevet udnyttet så bredt – der blev sejlet flot slalom, som en anden alpin konkurrence. Selvom der ikke var megen vind, og naturen var skøn at kigge på, var mange rigtig glade for at se campingpladsen, hvor vi skulle holde frokostpause.

Efter en dejlig madpakke og lidt boldspil på græsset var det i kanoerne igen. Selvom trætheden begyndte at melde sig, var det tydelig at se, at de fleste havde fået mere styr på retningen af kanoen. 

Endelig kunne vi skimte Næstved – vores mål – i horisonten. Godt brugte og svedige fik vi gjort kanoerne rene og slæbt dem på land. I aften står den på ren afslapning og plejning af vores brugte kroppe i form af film på storskærm.

FREDAG

I dag var det så hold 3 som havde køkkentjansen. Kokken Dennis briefede dem om, at dagens menu

var gourmet, så der skulle kræses om detaljerne. Alle blev dirigeret i bedste Gordon Ramsey stil, dog var sproget lidt pænere. Det var en Fu… god middag, de fik lavet til os alle.

Jeg tror, alle har nydt at være i køkkenet i løbet af ugen og hjælpe til, så de også har en fornemmelse af, at mad ikke bare er noget, man tager ud af køleskabet.

Til forskel fra de andre år valgte vi i år at lave en turnering i høvdingebold frem for i fodbold. Det var bestemt ingen dårlig idé, da alle kunne være med, og alle var meget opsatte på at vinde. Bolden blev kylet gennem luften, og modstanderen sprang omkring for ikke at blive ramt af bolden. Men til sidst er der jo kun én vinder, og jeg kan jo ligeså godt sige det: Det var (selvfølgelig) mit hold!

LØRDAG

Så er det i morgen, vi skal hjem, og som altid er der en del, som skal ryddes op. Det er noget af dagen gået med. Samtidig har der også været tid til rigtig hyggelig fællesleg, hvor blandt andet alle lå på ryggen og bar hinanden hen over sig i strakte arme.

Jeg har i dag lavet en lille billedfilm over hele ugen, og den blev vist på storskærm til aften. Samtidig viste jeg også en gammel film. Det, syntes de, var sjovt – sådan at se nogle af de store som små.

Til sidst skulle vi voksne så optræde. Det blev en form for ”Gæt & Grimasser”, hvor ungerne skulle gætte, hvem vi forestillede af medhjælperne. Det var vældigt morsomt, så vi byttede også roller, så børnene skulle optræde. 

Sidst på aftenen sluttede det hele af med is, chips og slik på bedste lejrmanér.

SØNDAG

Pludselig er det hele overstået, lige som man var kommet i gang. Nogen gange går det hele bare lidt for hurtigt. Det har været en rigtig dejlig uge med masser af aktiviteter, men vigtigst af alt ved jeg, at der har været en masse små sejre hos sygeplejersken, når der skulle tages faktor, fordi flere har stukket sig helt selv, så det er rigtigt flot.

Alle fik sagt farvel til hinanden med løfter om at ses til næste år og at skrives ved på Facebook – det er jo en god måde at holde kontakten på. Jeg selv og familien glæder sig nu til at komme på ferie, men samtidig glæder jeg mig allerede til næste år, når vi alle sammen mødes et sted i Jylland.

Tak til alle for en fantastisk bløderlejr! I er alle med til at gøre den perfekt.