Kvindetur i Aarhus 2014

I weekenden fra den 20.-21. september 2014 satte nogle af foreningens skønne kvinder hinanden stævne i Højbjerg ved Aarhus. Foran dem ventede en weekend med faglige oplæg om kvinder og blødersygdom, samt erfaringsudveksling og hygge en masse.

Af Tina Boelt
 
I år gik turen til Aarhus – nærmere bestemt Diakonhøjskolen, hvor vi også tidligere har været. Vi mødtes lørdag formiddag, og blev indkvarteret i nye skønne lokaler – på 1. sal, hvilket ikke var lige smidigt for alle deltagere. Vi var 20 tøser, der alle har en eller anden form for blødersygdom, eller har sygdommen tæt inde på livet som pårørende.

Vi samledes til en lidt alternativ frokost, snakken gik lystigt – selv om nogle var med for første gang og trods aldersspredning fra 13 – 83 år, havde alle noget at bidrage med. Efter frokost var der gennemgang af weekendens program og en kort speed-dating til at ryste os rigtig sammen.

 


Speeddatingen rystede kvinderne godt sammen.

 

Lørdagens første oplæg kom fra overlæge Margit Dueholm, der er gynækolog på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Forventningerne til emnet ”Øget blødningstendens blandt piger og kvinder – hvorfor og hvad kan der gøres?” blev til fulde indfriet. Vi fik alle noget at spekulere på, og jeg synes, det var fantastisk godt ramt - da vi jo er meget aldersspredt. Margit Dueholms indlæg var utroligt lærerigt, inspirerende, og tilpas humoristisk og jordnært til at give godt stof til eftertanke og efterlevelse.

 


Gynækolog Margit Dueholm fra Gynækologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital fortalte om kvinder og blødningstendenser.

 

Derefter kom Jacqueline Jensen med en meget personlig beretning om sine og datterens oplevelser med von Willebrands sygdom og Endometriose. Endometriose var et nyt ord for mig, men Jacquelines fortælling ramte os alle, og ingen af de tilstedeværende vil nogensinde glemme det oplæg – eller hvad Endometriose er, og hvad det kan gøre, hvis det ikke konstateres rettidigt.

Efter en kort kaffepause holdt Naja Skouw-Rasmussen et spændende oplæg om det internationale fokus på kvinder og blødersygdom. Hun fortalte om sit arbejde i bestyrelsen, hvor hun gør en god indsats for os kvinder, men også for ungegruppen – og vi talte meget om, hvordan vi tidligere kan fange de unge kvinders interesse for at deltage i disse arrangementer. Selv med den store aldersspredning kunne vi her lørdag eftermiddag konstatere, at vi alle havde fået noget nyttigt og brugbart med os videre i livet.

 


Naja Skouw-Rasmussen fra bestyrelsen fortalte om de internationale projekter vedr. kvinder og blødersygdom.

 

Vi havde en times tid for os selv inden middagen, men sygeplejeske Inger Adamsen fra Hæmofili og Trombose i Skejby, der havde sagt ja til vores invitation, havde medbragt nåle og fik inspireret et par af de helt unge piger til at give den en skalle med selv-stikkeriet.
Vi spiste en dejlig middag, og snakken gik livligt til langt ud på aftenen, men dagens program havde sat sine spor, og vi gik alle i seng i ordentlig tid.

Søndag morgen var vi nogle morgenfriske piger, der sprang ud i yoga’ens forunderlige verden. Det var en helt ny verden for mange af os. Line, der underviste os, havde en rigtig god måde at få os med, og selv de mange mærkelige skavanker vi bløder-piger render rundt med, kunne vi omgås eller ligefrem styrke ved hjælp af yoga. Vi sluttede af med at takke os selv, for at have taget os tid til at prøve dette fænomen – og jeg overraskede mig selv ved virkelig at mene det! Det er bestemt ikke mit sidste møde med yoga!

Efter morgenmaden blev vi udstyret med sandwich, og kørte i samlet trop til Den Gamle By. Vi havde en aftale med en ældre guide, der skulle føre os gennem købstaden med fokus på sundhed og sygdom. Sikke en historie! Der blev fortalt så levende om emnet, at da turen var slut, følte vi næsten, det var noget, vi selv havde oplevet!
 
Vi samledes en sidste gang over madpakkerne, og fik lavet evaluering over weekenden samt valgt ny planlægningsgruppe. Der var enighed om, at vi var mætte og trætte af de mange faglige indtryk, vi havde fået, og vi næsten havde haft for lidt tid til erfaringsudveksling. Vi vil fortsat forsøge at få de yngre piger med, og vil prøve at arrangere det som et årligt møde. Lene og Jacqueline vil forsøge at lave noget på Sjælland til næste gang.

 


Et par af foreningens kvinder lytter til et af de faglige oplæg.

 

En stor opfordring til andre piger med ITP, von Willebrands sygdom eller hæmofil; KOM MED! Ikke kun for din egen skyld - vi lærer utroligt meget af og om hinanden. Den første gang er altid svær, men kun indtil man opdager, hvor meget vi egentlig kan give hinanden. Jeg glæder mig allerede, til vi skal ses igen!

En stor tak til nu afdøde Lisbeth Ibsen, for det store arbejde, hun trods kamp mod sygdom, fik lavet for Kvindegruppen <3

 


Inden hjemrejsen søndag besøgte foreningens kvinder Den Gamle By i Aarhus.