Kvindetur 2011 – et særligt fællesskab

I weekenden 5.-6. november 2011 samledes en flok kvindelige medlemmer i Fredericia til årets kvindetur. Anne-Marie Haynes, der har ITP, deltog i turen for første gang og har skrevet en beretning.

Efter knap to år i foreningen og snart fem år med min blodsygdom, så jeg frem til at mødes og tilbringe en rum tid med en lille gruppe kvinder, som også lever et liv berørt af blod- eller blødersygdom. For første gang skulle jeg opleve Bløderforeningens Kvindetur, og jeg var spændt på at se, hvad der ventede mig.

Varm velkomst
Det første positive skete, da jeg efter forespørgsel om transport mellem banegården og hotellet blev tilbudt en køretur. Det var en varm velkomst – både ved banegården om lørdagen og senere, da vi alle samledes ved hotellet – som gav den gode ramme om vores tid sammen. Det var hér weekendens gode samtale begyndte.

Jeg fornemmede straks, at det var helt rigtigt, at jeg havde tilmeldt mig weekenden. Jeg var i selskab med dejlige mennesker, som – med hver deres udgangspunkt – var samlet for at opleve det særlige fællesskab.

Byvandring
Efter værelserne var blevet taget i brug, og frokosten var spist, var vi på vej ind til Fredericia. Vi mødte vores guide, som først viste os rundt i byens gamle rådhus, hvor vi både så den gamle rådhussal og kiggede ind i de gamle fængselsceller. Derefter gik turen først til den meget smukke katolske kirke Skt. Knuds Kirke.

Byvandringen fortsatte forbi busten af en fredericiansk byhelt, Garrisons Kirken og dens kirkegård, et lille kunstgalleri og den jødiske kirkegård, før turen gik videre til volden med dens fine udsigt ud over voldgraven, hvor guiden også fortalte historien om dens opbygning.

Fredericias gamle portal og tapre soldat fik også vores opmærksomhed, før vi vandrede videre sammen gennem byen, hvor vi undervejs passerede byens nye rådhus. Det var en meget hyggelig oplevelse.

God stemning
Det er altid godt at se noget nyt. Det er altid godt at lære noget nyt. Bedst af alt var det at opleve den stille gode stemning, som fulgte vores samtale under vores vandring gennem byen. Turen sluttede ved et hyggeligt lille sted, hvor vi fik en kop kaffe, kakao eller te.

I tiden, som fulgte, forsatte samværet og den gode samtale under aftensmaden, en sen aftenskaffe og morgenmad.

Vi kom fra forskellige dele af landet, med hver vores baggrund og hverdagsoplevelser. På trods af forskellighederne havde vi livet med en blod- eller blødersygdom til fælles. Det var det umiddelbare, imødekommende samvær, som udsprang derfra, der havde bundet os sammen.

Det var den lange, flydende samtale, der gjorde krav på mere end blot et formelt håndtryk som afsked efter den fælles frokost.

Jeg ser frem til et gensyn med kvinderne i det særlige fællesskab.

Anne-Marie Haynes