Bløderkvinder på weekend

Den stod på erfaringsudveksling for alle aldersgrupper, da en gruppe bløderkvinder samledes til weekendtur. 20-årige Naja Skouw-Rasmussen, som har von Willebrand, var med for første gang. Læs hendes beretning her. 

En flot septemberdag mødtes godt 20 kvindelige blødere og bærere i Kolding til en weekend, der stod på forkælelse og snak. Efter en kort introduktion fik vi frokost og drog dernæst af sted mod kosmetologskole. Her fik vi ansigtsbehandlinger, sat hår og lagt make-up. Jeg var så heldig at starte med en ansigtsbehandling og lå sammen med syv andre på brikse, klar til lidt forkælelse. Først var der tvivl om, hvorvidt vi kunne slappe rigtigt af, eftersom vi var samlet i ét rum, men det gik ganske godt. De fleste fik sig i hvert fald en kort lur, mens de lå dér indsmurt i diverse farvede masker. Lidt efter lidt kom folk tilbage til overfladen og bevægede sig ned til de andre, der var blevet shinet op med make-up og festligt hår. Der var blevet lavet te og kaffe, sørget for hjemmebag og snakken kørte af sted. 

Fælles grundlag
Netop at snakke var en væsentlig hensigt med weekenden. Alle havde det fælles grundlag at være bærer, bløder eller begge dele. Og det er rart at snakke med nogle ligesindede, for de har måske også gået med de spørgsmål eller været igennem situationer, der ligger dig selv nær. Da alle havde fået lagt en fantastisk make-up tog vi tilbage til hotellet, hvor vi havde eftermiddagen for os selv inden vi mødtes til middag. 

Efter en hyggelig middag fortsatte vi resten af aftenen i eget lokale med rødvin, te og kaffe og en lang, lang snak. Aldersgruppen var rimeligt bred, hvilket gjorde det interessant at høre om de for-skellige deltageres bløderhistorie. Vi havde forskellige emner oppe at vende i plenum og især en ting slog mig: forskellen på hhv. Rigshospitalets og Skejby Sygehus’ udmeldinger og behandlinger. 

Berigende erfaringsudveksling
Endvidere kom vi rundt om kvinde-relaterede emner som graviditet og menstruationer, voldsomme eller ej. Vi fortsatte med at snakke til langt over midnat og fortsatte atter næste morgen. Her inddel-te vi os i grupper efter om man var bløder eller bærer, så man kunne dyrke de problematikker, der lå én mest på sinde. Det fungerede rigtig fint og virkede meget berigende at udveksle erfaringer i et lille, intimt forum. 

Det var anden gang at Bløderforeningen holdt kvindetur, og der var bred enighed om, at det skulle være en tilbagevendende begivenhed, hvor antallet af deltagere holdes på samme niveau, for derved at bibeholde den fortrolige stemning med erfaringsudveksling. 

Efter en sådan weekend følte jeg mig beriget for det er noget andet at snakke om bløderrelaterede problematikker med en, der også er bløder. Man forstår hinanden på en anden måde, end tilfældet er med ens almindelige veninder, og derfor er det så vigtigt at fastholde arrangementer, hvor der er tid og rum til at snakke. Vi sluttede efter frokost søndag og sagde farvel til Kolding og på gensyn til Bløderforeningens kvindelige medlemmer. 

Artiklen er skrevet af Naja Skouw-Rasmussen og stammer fra BløderNyt nr. 4 2007