Kunst og kvinde-til-kvinde

Fælles kulturel oplevelse. Ild i pejsen. En god forsamling kvinder med lyst til at tale og dele erfaringer. Kvindelige blødere og bærere satte igen samtale og fællesskab på dagsordenen til den årlige kvindetur i efteråret. 

Midt i Næstved lå et smukt bindingsværk hus som udgjorde rammerne for Kvindeturen 2008. Det var ligesom at træde tilbage i tiden med skæve gulve og vægge, hvor alting knirkede og den spruttende ild i pejsen satte prikken over i’et.
 
Nye og velkendte ansigter
En hyggelig atmosfære var allerede fremherskende inden deltagerne kom. Og den blev kun yderligere forstærket af gensynsglæden blandt nogle af de tidligere års deltagere. De nye deltagere blev hurtigt opslugt i stemningen. Alle var nu samlet, og en weekend med hygge og samvær uden repræsentation af y-kromosomer var begyndt.
 
Efter lidt small-talk og en kort præsentation af alle deltagerne fik vi en imponerende frokost. Næste punkt på programmet var en tur til Rønnebæksholm gods, hvor en guide stod klar.
 
Kunstudstilling
Rønnebæksholm er en herregård lidt uden for Næstved, der i dag er blevet omdannet til et kunst- og kulturcenter. Vi fik en meget interessant omvisning af deres aktuelle kunstudstilling med malerier og skulpturer af Leif Madsen, en naturalist hvis inspiration kommer fra hans egen have i Næstved området.
 
Malerierne var i kraftige farver, og man blev fuldstændig opslugt af billedernes intensitet. Skulpturerne var meget spidsfindige, idet de var støbt ud fra allerede kendte ting. For eksempel havde broccoli lagt form til et broccolitårn. Fantasien blev virkelig sat i gang.
 
Tale – ikke snakke
Besøget på Rønnebæksholm sluttede af med te, kaffe og kage i deres lille cafe, inden vi tog tilbage til Hotel Kirstine mættet af både kunst og kage. Resten af eftermiddag blev brugt til et af de væsentligste formål med turen: At tale med hinanden. Det er vist kun papegøjer, der snakker.
 
Alle deltagerne på kvindeturen var enten blødere eller bærere, hvilket skabte et helt specielt forum. Der var mulighed for udveksle erfaringer og dele nogle af de oplevelser kun kvinder bliver udsat for. Kun kvinder har en livmoder og er derfor udsat for ’månedlige prøvelser’, ligesom de af samme årsag har den vidunderlige mulighed for at viderebringe liv.
 
Samtalen kom også ind på, hvad næste års kvindetur skal indeholde. Og jeg kan godt røbe, at næste års program vil være rigtig kvinde-agtigt. Så hold øje med tilmeldingen. Vi afsluttede en begivenhedsrig dag med en dejlig middag og en hyggelig aften, hvor alle samtaleemner var repræsenterede.
 
På gensyn
Søndagen vidste sig at være kedelig grå og trist, men kun udenfor. Inden døre var stemningen nemlig uforandret, og weekenden havde været en succes. Det var tid til at sige farvel, og på gensyn til næste års kvindetur eller måske et andet arrangement i Bløderforeningen. 
 
Artiklen er skrevet af Naja Skouw-Rasmussen og stammer fra BløderNyt nr. 1 2009.