Åreladning og pilatesbolde

Ti unge blødere repræsenteret fra hele landet mødtes lørdag den 7. februar i København til en spændende dag med gys og gru, fysisk aktivitet og ikke mindst julehygge! Dagen var arrangeret af Bløderforeningens ungegruppe. 

Dagens første indslag var en guidet rundvisning på Medicinsk Museion, som har til huse i det oprindelige Kongelige Kirurgiske Akademi, stiftet af Kong Christian VII i 1785. På rundvisningen fik vi fortalt historier fra medicinens og kirurgiens historie, som hørte til udstillingernes rekvisitter. 

Godt man ikke levede dengang!
Disse historier fra ”gamle dage” var bestemt ikke for sarte sjæle, og det siges, at der normalt er én af de tilhørende, der besvimer per rundvisning! Dette skete dog ikke for nogen af os unge blødere, selvom det var tæt på, da talen faldt på ældre, bizarre, kirurgiske metoder, blodige åreladninger, medicinfremstilling af hjernemug og menneskefedt, det hvide snit eller hvorledes forholdene på hospitalerne var dengang. Tanken faldt naturligt på, at det var godt, at man ikke levede som bløder dengang.

If you don’t use it – you lose it
Efter rundvisningen på Medicinsk Museion trængte vi vist alle til lidt frisk luft og spadserede derfor til Bløderforeningens lokaler på Frederiksholms Kanal. Her blev der serveret både lidt sundt og sødt til ganerne. 

Herefter ventede et spændende foredrag ved fysioterapeut Claus Seneca Nielsen om sund kost, og hvordan man holder sine muskler og led i topform. Dette er også rigtigt vigtigt som bløder, blandt andet for at mindske risikoen for muskel- og ledblødninger. 

Spørgsmålet angående træning og skadesbehandling specifikt for blødere blev også diskuteret. Hovedpointen var, at kroppen er bygget til bevægelse og ”If you don’t use it – you lose it”. Der blev herefter tid til fysiske øvelser, hvor vi blev instrueret i nogle gode grundøvelser for hele kroppen. Her fik vi lidt sved på panden og samlede derved en god appetit til middagen. 

Julen varer …
Julen varer lige til påske. Sådan er teksten i en gammel dansk julesang, og dette tog vi helt bogstaveligt. Derfor nød vi midt i februar måned en ni retters julefrokostmenu til tonerne af sød julemusik. Julestemningen blev fundet frem for en stund, og der blev spist godt af al den lækre julemad.

Snakken rundt om bordet var munter, og der blev både talt om de erfaringer, man har som bløder på kryds og tværs, samt en masse mere uformel snak og hygge. Det sociale element af at mødes med andre unge blødere er helt unikt. Selv om man ikke kender hinanden særligt godt på forhånd, så er der alligevel en umiddelbar forståelse for hinanden. 

Derfor kan vi, der var til stede til dette sjove og spændende arrangement, kun opfordre andre unge blødere fra foreningen til at bakke op om initiativerne fra ungegruppen og deltage i kommende arrangementer. Det er utroligt givende, både fagligt og ikke mindst socialt, at være sammen med andre ”som en selv”. 

Artiklen er skrevet af Camilla Trihøj Nielsen og stammer fra BløderNyt nr. 1 2009.