Årsmøde 2005

Go-cart og bidende bløderhumor. Det er aldrig kedeligt, når ungegruppen sætter hinanden stævne. Denne gang mødtes vi som optakt til Bløderforeningens årsmøde i Viborg. Denne gang lykkedes det at samle otte deltagere – lidt mindre end sidste år.
 
Den seriøse del
Efter traditionel ’roadside dinner’ aftensmad blev der holdt møde. Der blev snakket om status på Los Bleedos, om planerne for et Nordisk-Baltisk møde i august, om samarbejde med unge indiske blødere og meget mere. Der blev valgt en ny ungdomsbestyrelse, der samtidig blev omdøbt til Ungeudvalget. Udvalget består af Kasper Nikolajsen og Christian Krog Madsen.
 
Speederen i bund
Lørdag morgen var det blevet tid til turens mest action-prægede indslag, idet vi satte kursen mod Viborg Go-cart center. Allerede aftenen i forvejen var der blevet luftet store ord om, hvor hurtigt der skulle køres – ikke alle kunne leve op til dem!
 
Der blev kørt i alt otte heat med fire kørere i hver, således at alle kom til at køre fire heat. Trods advarsler om strafpoint blev der gået til den med stor iver, og både bander og de andre go-carts fik kærlige knubs. Alt forløb dog i en ånd af venskabelig konkurrence, og der blev ikke brug for hverken gule eller røde kort. Det blå kort, som er beregnet til at advare langsomt kørende om overhalende, kom heller ikke i anvendelse, selvom der var en enkelt af kørerne, der kandiderede. Ingen nævnt, ingen glemt!
 
Efter de ordinære otte heat var der pointlighed på både 1. og 3. plads, så der måtte to omkørselsheat til, før vinderen kunne kåres. Og det er jo med ærgrelse, at vi må konstatere, at ingen af os rigtige blødere kunne følge med, da racerparret fra Aalborg – semibløderen Manta Mette og gemalen Motor Martin – gav den gas. Martin tog guldet med Mette lige i hælene på 2. pladsen. Der er ingen tvivl om, at historien om denne match vil blive genfortalt på mere eller mindre sandfærdig vis mange år frem i tiden.
 
Pub-crawl
Da adrenalinen så småt havde fortaget sig, fortsatte vi til Viborg Golf Hotel, hvor årsmødet fandt sted. Efter årsmødets lørdagsarrangementer og aftenens middag gik vi på jagt efter Dickens’ pub, der var blevet anbefalet af de stedkendte. Da der imidlertid skulle betales entré, og stedet ikke var så hyggeligt som sit rygte, endte vi på Café Vandpiben. Som navnet bød, blev der selvfølgelig bestilt en vandpibe. De friske nåede at besøge endnu en af Viborgs barer, inden det blev sengetid.
 
Snuden hjemad
Søndag stod programmet på workshop og frokost, inden det var tid til hjemrejsen. Som så mange gange før var det en festlig tur, hvor vi med det samme fandt den bløderhumor og de historier om tidligere bedrifter, der hører til på sådan en tur frem. De, der ikke kunne være med denne gang, kan vi kun opfordre til at komme med næste gang – I vil ikke fortryde det!
 
Christian Krog Madsen
 
Artiklen stammer fra BløderNyt, juni 2005