Unge blødere i femkamp

Årsmødet havde i år et specielt indslag for de unge mellem 18 og 30, nemlig en femkamp, der i sagens natur bestod af fem discipliner. Femkampen var delt op således, at de tre første discipliner fandt sted inden middagen og de to sidste efter middagen. April-vejret viste sig fra sin bedste side med solskin og næsten ingen vind, så efter at have delt deltagerne op i to hold gik vi ned til stranden. 

Flot fra start
Første disciplin var en øvelse i kommunikation, hvor evnen til at forklare og forstå et billede var altafgørende. Begge hold kom flot fra start og fik hurtigt løst opgaven rigtigt. Til næste disciplin skulle man bruge benene, men igen var det nødvendigt at kommunikere rigtigt, for holdene skulle bevæge benene i en bestemt takt for at kunne komme fremad. Til megen fornøjelse for både deltagere og tilskuere kæmpede begge hold med at finde rytmen, og det gik i starten kun langsomt fremad. Det blev dog bedre og endte med et tæt løb helt frem til målstregen. Tredje disciplin gik ud på at løse en række små gåder. En af gåderne var en række anagrammer, hvor bogstaverne i navnet på f.eks. en kendt person var byttet rundt til nogle andre ord. Et eksempel er "Only part old", der bliver til "Dolly Parton". Der blev tænkt så det knagede, og begge hold klarede sig igennem i flot stil. 

Dyst på paratviden
Da sulten var stillet, og Tems formidable stand-up show var færdigt, gik vi i krig med de to sidste discipliner. Den første af de to var en Jeopardy-lignende quiz, hvor der blev dystet på paratviden inden for kategorierne: Blødersygdomme, Danmarks Bløderforening, Ordsprog, Chancen med blandede spørgsmål og en speciel kategori med spørgsmål om årsmødet og de oplæg, der havde været tidligere på dagen - et lille check på om man havde hørt efter! Det blev en uhyggelig tæt afgørelse, idet der måtte en fintælling af antallet af deltagere ved årsmødet til, inden sejren kunne gives til det ene hold. 

Tæt opløb
Som den sidste og afgørende disciplin skulle holdene hver samle et puslespil, hvorpå der stod et citat. Vinderen var det hold, der først læste sit citat rigtigt op. Holdene fik udleveret et antal brikker svarende til det antal point, de havde samlet i de foregående discipliner. Ved at bruge nogle ledetråde kunne holdene rundt omkring på hotellet finde flere brikker. Det gav en hektisk aktivitet på gangene og en del sved på panden. Igen blev det et meget tæt opløb, men det blev Julie, Ronni og Claus, der trak det længste strå. Den flotte indsats blev naturligvis præmieret med et gavekort til en biografbillet til vinderne og slik til alle deltagere.

Artiklen er skrevet af Christian Krog Madsen og stammer fra BløderNyt nr. 2 2008.