Behandling

Hæmofili A og B
Hæmofili kan forholdsvis let behandles. Behandlingen består først og fremmest i, at bløderen får tilført den størkningsfaktor, som han har for lidt af.

Faktormedicinen kan tages forebyggende (også kaldet profylakse), hvor bløderen tager medicin flere gange ugentligt for at undgå problemer med blødninger. Medicinen kan også tages i aktuelle tilfælde, hvor der er opstået en blødning (denne behandlingsform kaldes on-demand).

Von Willebrand
Det er ikke sikkert, at blødere med mild von Willebrands sygdom behøver behandling. Men nogen gange kan der være behov for at forebygge næseblødninger, meget kraftige menstruationer, blødninger ved tandudtrækning, operation, fødsel osv.

Der findes forskellige behandlingsmidler, som fx Cyklokapron tabletter eller Octostim næsespray. Enkelte von Willebrand blødere kan også have brug for at tage faktormedicin.

Behandlingscentre
Alle blødere er tilknyttet de såkaldte hæmofilicentre, hvor de jævnligt går til kontrol, men behandlingen foregår for det meste derhjemme.