Du har mulighed for at få merudgifter dækket i henhold til Servicelovens § 100.
Eksempler på merudgifter kan være:
- Kørselsudgifter, for eksempel transport til behandling som ikke kan ydes efter andre regler, eller i visse tilfælde til/ fra arbejde.
- Medicinudgifter, som ikke kan dækkes efter andre regler.
- Udgifter til deltagelse i handicaprettede kurser. Det kan for eksempel være rejseudgifter, kursusudgift, kursusmateriale eller pasning af børn, der ikke skal med på kurset.
- Daglige håndsrækninger, som ikke kan tilbydes af hjemmehjælpen.
- Nødvendige håndsrækninger, som for eksempel snerydning, græsslåning, malerarbejde m.m.
Betingelser
For at være berettiget til at få dækket merudgifter skal du kunne sandsynliggøre, at du har merudgifter på mindst 500 kr. om måneden, årligt 6.000 kr.
Har du skønnede merudgifter mellem 500 kr. og 1.750 kr., udløser dette et tillæg på 1.500 kr.
Har du skønnede merudgifter på 1.750 kr., udløser det et tillæg på 2.000 kr.
Derefter stiger tillæget med 500 kr. pr. måned, hver gang merudgiften stiger med 500 kr. Merudgiften er en skattefrit tillæg.
Det er en betingelse, at du er mellem 18 og 65 år og har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Derudover skal konsekvenserne af din funktionsnedsættelse være af indgribende karakter i din daglige tilværelse og medføre, at der må sættes índ med betydelige hjælpeforanstaltninger.
Det har ingen betydning, hvordan du forsørger dig selv. Med andre ord har du ret til at få dækket merudgifter, uanset om du er i arbejde, under uddannelse, får pension efter de ny regler, får invaliditetsydelse, bliver forsørget af ægtefælle, eller har anden indtægt.
Husk: Hvis du har fået tilkendt førtidspension efter de gamle regler (det vil sige før 1. januar 2003), er du ikke berettiget til hjælp efter § 100, med mindre du har en hjælperordning efter § 96. Du har fortsat mulighed for at søge om at få dækket merudgifter efter reglerne om personligt tillæg (Pensionslovens § 14).
Tildeling
Før samtalen får du tilsendt et spørgeskema, som du i ro og mag kan forberede hjemmefra. Skemaet indeholder de punkter, der skal beskrives, for at din funktionsevne kan vurderes. Du har mulighed for at beskrive, hvilke begrænsninger du har, og hvordan de påvirker din dagligdag i forhold til bolig, fritid, arbejde, uddannelse transport m.m . |