Behandling

I løbet af 2014 kom der flere nye behandlingsmidler mod hepatitis på markedet, og der er stadig stor udvikling på området. De nye såkaldte DAA-behandlinger udmærker sig ved, at flere vil blive kureret, en kortere behandlingsperiode (midlerne tages i pilleform i 12 uger) og langt færre bivirkninger sammenlignet med den hidtidige behandling. Flere læger mener, at de nye midler har potentiale til på sigt helt at udrydde virussen. Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) anbefaler nu (2016), der skal sikre ensartet anvendelse af medicin på de danske sygehuse, at hepatitis c-patienter, der opfylder behandlingskriterierne, fremover skal behandles uden interferon. 

Årlig fribroscanning til hepatitis C-smittede

Overlæge Lone Hvitfeldt Poulsen fra Center for Hæmofili og Trombose på Aarhus Universitetshospital og afdelingslæge Eva Funding fra Rigshospitalets Hæmofilicenter opfordrer alle hepatitis C-smittede blødere om at gå til kontrol og få en fibroscanning årligt for at få målt, om der dannes arvæv (fribrose) i leveren. Hvis man ved en fibroscanning måler en værdi på 10kPa eller derover anbefales behandling. Det frarådes, at blødere får foretaget leverbiopsi på grund af den forøgede blødningsrisiko. 

Det er langt fra elle smittede, der udvikler egentlige symptomer. Men da der kan være alvorlig risiko for skrumpelever (cirrose) og leverkræft, er det vigtigt, at man som hepatitis C-smittet løbende går til kontrol, så behandlingen kan igangsættes før sygdommen udvikler sig. Kontakt eventuelt hæmofilicentret for at få en henvisning. 

Læs mere om de nye behandlingsmetoder i BløderNyt december 2016

Den hidtidige behandling
Hidtil er de fleste smittede blødere blevet tilbudt behandling med en kombination af interferon i ugentlige indsprøjtninger under huden og ribavirin som tages i pilleform. Behandlingen tager typisk et år.

Kombinationsbehandlingen har vist sig virkningsfuld i cirka 45 procent af tilfældene, hvilket har bevirket at mange blødere gennem årene har gjort sig store overvejelser om, hvorvidt de skulle ’prøve lykken’ med behandlingstilbuddet eller ej. Kombinationsbehandlingen kan nemlig være forbundet med flere og store bivirkninger som vægttab, hårtab, vedvarende influenzasmerter og andre ubehagelige ting. Bivirkningerne varierer dog fra patient til patient og rammer ikke alle.

Nogle hepatitis C-smittede blødere har uden at opnå det ønskede resultat forsøgt behandlingen flere gange – blandt andet fordi der i forløbet har været tegn på, at behandlingen havde en vis effekt på kroppen. Andre har takket nej, mens nogle stadig vælger at se tiden an og følge behandlingsmulighedernes udvikling. Og der er udvikling på området.

Siden hepatitis C-virus blev opdaget i slutningen af 1980’erne har man diskuteret, hvorfor det er sådan, at nogle mennesker opnår spontan kontrol over virussen, mens andre udvikler kronisk leversygdom, og hvorfor folk generelt reagerer forskelligt på behandlingen. Hepatitis C’s forskellige genotyper, køn og etnisk baggrund spiller en stor rolle, men det er ikke hele forklaringen. Nu har nye forskningsresultater kastet lys over den genetiske baggrund for disse forskelle. Forskere har fundet frem til, hvilken genetisk variation, der er af betydning for sygdommens forløb, og for hvordan man reagerer på behandling. Denne opdagelse vil formentlig i de kommende år få stor betydning for, hvilke patienter der kaster sig ud i det komplicerede behandlingsforløb, idet man med langt større sandsynlighed end i dag vil kunne vurdere, om behandlingen vil have en effekt eller ej.
 
Læs mere om de nye fremskridt i BløderNyt juni 2011 » og i BløderNyt december 2014 »