Hvad siger juraen?

Juridisk set skal du fortælle, at du er bløder, hvis du forventes at have mere sygefravær end gennemsnittet på grund af sygdommen. I værste fald kan du risikere bortvisning, hvis du ikke har fortalt om det før ansættelsen. 

- Det er vigtigt at fortælle om sin blødersygdom, hvis man ved, at man har et stort sygefravær fremadrettet. For eksempel hvis man ved, at man om to måneder skal indlægges i tre uger. Så skal man fortælle arbejdsgiver det til samtalen, fortæller Hanne Christensen, der er souschef og faglig sekretær i juridisk afdeling i HK-Danmark.
 
Hanne Christensen giver en tommelfingerregel, der siger, at hvis du har mere end 10 sygefraværsdage om året på grund af blødersygdommen, skal du fortælle det til samtalen. Ellers risikerer du at blive anklaget for ”svigagtig fortielse” og blive bortvist fra jobbet uden løn.
 
Hun understreger, at de 10 dages sygefravær skal være relateret til blødersygdommen. Hvis du typisk om året vil have syv dages fravær på grund af influenza og andre småsygdomme og seks dages fravær på grund af blødersygdommen, så har du ikke pligt til at fortælle om sygefraværet.
 
Refusion ved sygefravær
Normalt får en arbejdsgiver først refusion, når han har betalt løn til en syg medarbejder i to uger, hvilket svarer til 10 arbejdsdage. Har medarbejderen en kronisk sygdom, der forventes at give mere end 10 sygedage om året, kan arbejdsgiveren til gengæld få refusion allerede ved første sygedag. Det sker efter sygedagpengeloven § 28 (er siden artiklen blev skrevet ændret til § 56, red.). Det er derfor, at skellet for antallet af sygedage går ved 10.
 
Hanne Christensen opfordrer til, at man fortæller om refusionsmuligheden samtidig med, at man fortæller om blødersygdommen, når det er nødvendigt.
 
- Ofte kan problemet løses ved, at man fortæller, at ”Jeg har en kronisk sygdom og kan få refusion i forhold til § 28 (nu § 56, red.) i sygedagpengeloven”. Så har man også givet arbejdsgiveren den tillid, som er en god ide begge veje, slutter hun.
 
Artiklen stammer fra BløderNyt, september 2005.
Skrevet af Lærke Gade Petersen.