Jobsøgning

Skal man fortælle til en jobsamtale, at man er bløder – eller er det bedre at lade være? Skal man allerede gøre opmærksom på det i ansøgningen? Og hvordan får man det sagt, hvis det skal siges? BløderNyt har spurgt et jobkonsulentfirma, hvordan blødersygdommen skal håndteres i jobsøgningen. 

Allan Gross-Nielsen er partner i AS3 og ved, hvad der er ”do’s and don’t’s” i jobsøgningsprocessen. Han mener, at man først og fremmest skal gøre op med sig selv, om blødersygdommen har nogen indflydelse på ens muligheder for at udføre arbejdet.

- Man skal spørge sig selv: ”Vil den give mig nogle begrænsninger?” Hvis sygdommen slet ikke vil komme til at spille en rolle eller give én begrænsninger, så synes jeg ikke, at man skal komme ind på den, hverken i ansøgning eller samtale, siger han.

Han mener heller ikke, at man behøver at komme ind på sygdommen senere, selv om det selvfølgelig ikke gør noget, hvis det falder naturligt at fortælle om den i kollegiale sammenhænge.

Når sygdommen påvirker

Anderledes forholder det sig, hvis blødersygdommen påvirker ens arbejdsformåen.

- Hvis nu sygdommen har meget stor indflydelse, man tit er fraværende eller tit skal på hospitalet, så spiller juraen ind (se side 15, red.), og man bliver nødt til at fortælle om det. Her kan det også være en god ide at fortælle om det allerede i ansøgningen, for det kan være med til, at læseren forholder sig til det, inden man kommer. Man kan eventuelt vedlægge en pjece eller lignende, så man afdramatiserer, hvad det er. Som arbejdsgiver vil jeg have meget stor respekt for en medarbejder, der på den måde tør stå ved sin sygdom, siger Allan Gross-Nielsen.

Den store gråzone

Tilbage er der den store gråzone, hvor man ikke har så meget sygefravær, at det skal fortælles på grund af lovgivningen, men hvor der godt kan være nogle sygedage på grund af kontrol eller kraftige blødninger. Også den situation har Allan Gross-Nielsen råd for:

- Der synes jeg ikke, at man behøver at skrive det i en ansøgning, men jeg ville klart tage fat om emnet til samtalen og fortælle om, hvad en blødersygdom er, siger han.

Han mener, at man også bør udfordre intervieweren og firmaet, hvis man tør.

- Man kan udfordre virksomheden ved at sige: ”Nu har jeg fortalt dig om blødersygdommen, hvad sætter det i gang af tanker hos dig?” For så får man alle fordomme frem; om blodet sprøjter eller der skal oprettes et feltlazaret i virksomheden. Altså alle de ting, der kan ligge i hovedet på folk, der ikke rigtig ved, hvad sygdommen går ud på. Uvidenhed gør jo tit og ofte, at man vælger at sige nej, fortæller han.

Ikke samtalens tema

Allan Gross-Nielsen advarer dog imod at blødersygdommen bliver et dominerende tema i samtalen. Man skal derfor være strategisk med, hvornår i samtalen, man bringer emnet på bane.

- Jeg ville præsentere mig som en attraktiv medarbejder med de kvalifikationer, jeg har, og så ville jeg bare sikre mig, at emnet kom på banen inden samtalen er helt færdig. Hvis man åbner ballet med at fortælle om sygdommen, så bliver det hurtigt det, der bliver temaet, og det skal det ikke være, siger han og kommer med endnu en opfordring:

- Det er vigtigt at være ærlig om sygdommen og ikke forsøge at oversælge. Hvis man ved, at man er fraværende fem dage om året, så skal man sige, at det er fem dage om året og ikke sige ”Det bliver nok ikke noget, I kan mærke”. Åben og ærlig kommunikation kommer man længst ved, siger han.

Når man ikke får jobbet

Hvis man ikke får jobbet og sidder tilbage med en usikkerhed, om det er på grund af blødersygdommen, så er Allan Gross-Nielsen ikke i tvivl om, hvad man skal gøre:

- Jeg ville ringe og sige: ”Jeg vil gerne lære af den her proces, så jeg vil høre, om du har fem minutter til at give mig en tilbagemelding på, hvordan du opfattede min præsentation og mine kvalifikationer. Er der noget, jeg kan gøre bedre?” Det vil sige, man starter med de åbne spørgsmål og hører, hvad de siger. Hvis de så ikke selv nævner noget om blødersygdommen, så kan man sige: ”Jeg er lidt usikker på, hvordan jeg fik præsenteret, at jeg er bløder. Hvordan virkede det på dig? Havde det nogen betydning for din samlede vurdering af mig?” Man får måske ikke et 100% ærligt svar, men bare det at gøre det, kan være nok til, at man får den mentale ro bagefter. Det er meget afgørende, siger han.

Afslutningsvis opfordrer Allan Gross-Nielsen til, at man ikke overvurderer et afslag.

- Det er en naturlig del af en ansøgningsproces, at man får et afslag, men man skal bare passe på, at man ikke hægter alle afslag op på, at man er bløder. Alle mulige andre får jo også afslag, slutter han.

Artiklen stammer fra BløderNyt, september 2005.

Skrevet af Lærke Gade Petersen.