Helbredsproblemer hos aldrende blødere

Bløderne over 45 år har generelt et dårligere fysisk helbred end resten af befolkningen i samme aldersgruppe. Men i forhold til psykisk helbred og psykisk velbefindende har bløderne det næsten lige så godt som resten af den danske befolkning.

Bløderne har en række følgevirkninger af blødersygdommen omkring smerter, slidgigt, ledproblemer med videre. Hertil kommer, at bløderne, ligesom alle andre, får aldersrelaterede lidelser såsom tandproblemer, forhøjet blodtryk, fald/balanceproblemer, hjerte-kar-sygdomme, nyrerproblemer og diabetes. 

Der er ikke meget reel viden om blødernes særlige forhold, når det handler om sygdomme, der kommer til med alderen. Tidligere har der været en formodning om, at blødere ikke fik hjertekar-sygdomme i samme omfang som andre. Men de seneste forskningsresultater viser, at blødere har lige så stor tendens til at få arteriosklerose (åreforkalkning) som andre, idet forekomsten af blodpropper dog er væsentligt mindre. Der blev derfor stillet spørgsmål ved, om forebyggende behandling hos ældre patienter ville øge forekomsten af blodpropper, og om man skulle behandle med blodfortyndende midler, hvis der alligevel var tegn på hjertesygdom. Man har simpelthen ingen erfaringer på området.

På disse sider vil du i løbet af nogle måneder kunne læse mere om dette.