Kammeraterne passer på mig

Til daglig tænker jeg ikke så meget over, at jeg har hæmofili. Jeg har det fint og synes, at jeg på de fleste måder kan leve et liv ligesom alle andre på min alder.

Som barn syntes jeg, det var svært, når jeg fx ikke måtte gå til fodbold som andre børn. Det kan jeg stadig synes er træls, men jeg tænker ikke så meget over det længere. Nu ved jeg, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er. Jeg ville fx gerne gå til basketball, men det er jeg blevet frarådet, så det lader jeg være med. I stedet løber jeg ture og laver arm- og mavebøjninger for at holde mig i form.

Mine kammerater ved godt, at jeg har blødersygdom. Jeg går på efterskole, og der startede jeg med at fortælle alle om sygdommen første dag, så de ved, hvad den går ud på. Det har jeg kun fået positive reaktioner på. Nogen har også set mig tage medicin. Jeg synes, at de andre er gode til at tage hensyn og passe på mig. Hvis jeg fx slår mig, er de der altid for at hjælpe. Nogen gange spiller jeg også fodbold, selv om jeg helst ikke må – så er de der også og siger, at jeg skal passe på mig selv.

Jeg tager forebyggende faktormedicin hver anden dag. Jeg lærte at stikke mig selv på Bløderforeningens sommerlejr og har gjort det i en årrække nu. Jeg synes, det blev lettere at have blødersygdom, da jeg selv begyndte at tage medicinen. Det giver en større frihed, og så er det også bedre og mere behageligt, når jeg stikker selv.

Alex, 15 år, hæmofili A i svær grad