På rejse med et bløderbarn

Esben og hans familie var tre måneder i Australien. Det var ikke let at forsikre ham, og der var da også komplikationer under turen. Men de blev klaret med flot hjælpsomhed. 

Midt under forberedelserne var drømmen om rejsen til Australien lige ved at briste. Hele familien skulle af sted, og vi havde i flere år spinket og sparet. Orlov fra skole og arbejde var bevilli-get, og d. 2. oktober skulle flyveren lette med kurs mod Sydney.
 
Afslaget fra Europæiske
Men så kom brevet fra Europæiske Rejseforsik-ring. Det var i første uge af september, og der var kun en måned til afrejse.
 
- Desværre kan vi ikke tegne rejsesygeforsikring for Esben. Vi var målløse - Jamen hør nu her. I må da forstå. Vores søn er aldrig syg. Han er jo bare bløder. Vi tager selv medicinen med. Men der var ikke noget at gøre. Afgørelsen var taget.

Vi havde ellers i god tid ringet til Europæiske Rejseforsikring for at få et såkaldt bindende forhåndstilsagn. Vi blev bedt om at indsende en lægeerklæring men først fem uger før afrejsen, da deres læger ville vurdere ud fra de seneste oplysninger.
Det lød som en formssag. Fint. Men når svaret så er et afslag kort før afgang. Hvad gør man så?
 
Vi fik ingen begrundelse. Men vi havde en for-nemmelse af, hvad der var galt. I samråd med vores hæmofililæge var vi nemlig nået frem til, at Esben skulle have fjernet sin port-a-cath inden Australien. Dels fordi han nu er otte år og parat til stik i armen, og dels fordi faren for infektion i port-a-cath¹en under vores rejse ville blive elimineret.

En sådan infektion er en reel risiko og kan koste dyrt. Men Europæiske Rejseforsikring holdt sig til stive regler om, at forsikringen ikke dækker, hvis man har været indlagt på sygehus inden for de sidste to måneder. Også selv om indlæggel-sen var planlagt og rent faktisk ville minimere risikoen for store udgifter til hospital og hjemrejse.

Redet af en forsikringsagent
Gode råd var dyre. Fjernelsen af portacat¹en blev aflyst, og vi kontaktede en række andre rejseforsikringsselskaber men fik det ene afslag efter det andet. Vi ringede til bløderforeningens socialrådgiver og til andre blødere for at få råd.
Tiden nærmede sig. Selv om Esben normalt er rask, var vi alligevel nervøse over at rejse uden forsikring. For hvad nu hvis?
 
Endelig fik vi fat i nogle bløderforældre, der i en periode var i Mellemøsten. De havde ikke haft problemer med at tegne forsikring. Men det hele var blevet ordnet af en forsikringsagent, som havde kontakter i Europæiske Rejseforsikring.
 
Og vupti en fornyet ansøgning med en ny læge-erklæring gav bonus. Esben blev alligevel godkendt som forsikringsobjekt.
 
Tak til agenten, tak til Europæiske, selv om.... og tak til Lærerstandens Brandforsikring, der er et af markedets små selskaber, men som efter venlig og grundig behandling endte med at ac-ceptere at tegne police til Esben. Det var dog lige efter, at det andet var gået i orden.

De rullende blodårer
Mens alt dette stod på forsøgte Esbens mor at lære at stikke ham i armen. Vi var fuldt ud indstillet på, at sådan skulle det være, selv om vi måtte udskyde fjernelsen af port-a-cath¹en. Men det viste sig at være en svær opgave.
 
Lise Colstrup, sygeplejerske på sommerlejren og på Rigshospitalet, er den eneste, som gentagende gange har ramt rigtigt første gang. Selv garvede laboranter, sygeplejersker og læger er for det meste kommet til kort over for hans drilske rullende blodårer. Og det gik heller ikke for Esbens mor.
 
Efter et par ugers forsøg i Australien måtte hun melde pas. Det var i det tropiske Nordaustralien i en fugtig hede med emsige fluer og rødt ørkensand. Men der var også vidunderskønne tropeskove med kænguruer, papegøjer og firben, og der var plaskende badeture i vandfald, søer og swimmingpools.
 
Faktoren kogte ikke over. Den blev opbevaret i en køletaske, som vi kunne slutte til el og til bilens cigarettænder. Vi havde også en mindre reserveforsyning af port-a-cathnåle, heparin og saltvand. Det kom hurtigt i brug, da årene blev opgivet.

I nåleunderskud
Problemet var, at vi måtte spare på det. Vi var midt i det tyndtbefolkede Northern Territorie, og det ville være næsten umuligt at få tilsendt port-a-cath-nåle fra Danmark.
Vi kom til byen Alice Springs, et åndehul midt i bushen med ca. 30.000 beboere. Der var ikke mange nåle tilbage, selvom vi kun gav medicin efter behov.
 
Vi tog til byens sygehus. Her er en stor del af patienterne aboriginals, hvoraf mange fysisk og psykisk lider af mødet med vestlig kultur og livsstil.
 
Vi fik fat i børneafdelingen og spurgte, om de havde port-a-cath-nåle. Inden længe var både læger og sygeplejersker i aktivitet, og sandelig om ikke de fandt en pakke nåle og heparin. Det var vist nok 'lånt' i voksenafdelingen. Men de ønskede os lykke på turen, og vi kunne godt glemme alt om at betale for nåle og hjælp.
 
Reddet af de venlige australiere
Det reddede turen til Ayers Rock, og vi kom velbeholdne mod vest ad en tusind kilometer stenet og øde grusvej i vores Ford Falcon-stationcar.
 
Efter to måneders rejse, da vi var syd for Perth i Westaustralia, blokerede port-a-cath'en, og vi måtte opsøge det lokale hospital for at få hjælp til at ramme en blodåre.
 
Vi var ellers meget opsatte på at vise, at Esben ikke ville være en belastning for noget selskab. Men vi måtte give os.
 
Det blev til flere besøg på hospitaler og hos læger. Overalt mødte vi venlig hjælp, og flere steder kunne vi ikke få lov at betale for stikkeriet.

En modig og udholdende dreng
På vejen hjem var den gal igen. Vi mellemlandede i Singapore, og i lufthavnens lægeklinik forsøgte en læge tre gange, før det lykkedes.
 
Det var normalt. Faktisk har den tapre gut uden at kny prøvet at få seks stik i arme og på hånd-led, før der var hul igennem.
 
Men i Singapore så den søde læge efter hvert forsøg på ham og sagde -sorry.
- Hvor var det synd for hende, hviskede Esben, da vi atter fløj til vejrs.
Det kan selvfølgelig ikke stilles op på den måde, men vi er glade for, at Europæiske ikke tabte på at forsikre os.
 
I skrivende stund er det stadig et mas at stikke Esben. Årene ruller, men vi giver ikke op.
 
Artiklen stammer fra BløderNyt, marts 2002
Skrevet af Peter Vestergaard