Knæprotese

Bløderknæ er blandt de led, der oftest bliver hårdt belastede af blødninger gennem årene. Smerterne kan blive så stærke, og bevægeligheden så hæmmet, at det er nødvendigt med en operation. Det vides ikke med sikkerhed, men cirka en håndfuld blødere om året får i Danmark foretaget en knæoperation med indsættelse af protese. Her fortæller overlæge Henrik Schrøder fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet om operationen. 

Hvornår er det relevant at få foretaget en knæoperation?
Når man har betydelige daglige smerter og tydelig slidgigt på røntgenbilledet, som tegn på at leddet er blevet ødelagt efter gentagne blødninger.
 
Hvor hurtigt skal man lade sig operere – skal man forsøge at trække den lidt eller kan man få senskader ved at vente for længe?
Hvis man kan holde det ud og fungere rimeligt, så er det en udmærket ide at trække den lidt. Man skal ikke opereres for tidligt, for der en risiko ved alt. Omvendt, hvis bevægeligheden er væsentligt indskrænket, gør det genoptræningen bagefter dårligere, og det kan måske også gøre, at bevægeligheden på længere sigt ikke bliver så god, som hvis man var blevet opereret tidligere. Så man skal trække den dertil, hvor det ikke fungerer rimeligt mere, og man ikke synes, at man kan acceptere smerteniveauet længere.
 
Hvilke positive effekter har operationen?
Man bliver smertefri eller næsten smertefri. Der vil være smerter i den første periode efter sådan en operation, men så vil de gradvist forsvinde efter nogle måneder. Dertil vil ens gangevne blive forbedret, og ens bevægelighed skulle også gerne blive lidt bedre.
 
Hvor meget bedre bliver ens bevægelighed?
Vi har for nylig set på de bløderknæ, som er lavet hos os fra 1997-2003, og der blev bevægeligheden ændret fra 70 graders bevægelighed til 85 graders bevægelighed. Det vil sige, at folk har vundet 15 graders bevægelighed i gennemsnit, og den er primært vundet ved, at de har fået bedre strækkeevne, hvilket gør, at de bedre kan gå.
 
Hvilke ulemper kan operationen have?
Den største risiko ved indgrebet er betændelse. Normalt siger man, at risikoen ligger omkring 1% for betændelse omkring protesen, så man bliver nødt til at omoperere og eventuelt fjerne protesen. På længere sigt er det, at protesen kan gå løs, så det bliver nødvendigt med en udskiftningsoperation.
 
Hvad med blødningsrisikoen?
Så længe patienten er dækket ind med faktor, tror vi ikke, at risikoen er øget. Vi har i førnævnte periode haft én patient, der måtte omopereres og have fjernet en stor blodansamling, ellers ikke. Det er hæmofiliambulatoriet, der laver faktorplanen. Det er generelt ikke noget, vi blander os i.
 
Påvirker udskiftningen af ét led de andre led – flytter problemet sig?
Nej. Man kan dog sige, at hvis man bruger leddet mere, for eksempel ved at gå mere, så kommer der også større belastning på naboleddene. Det er kun et problem, hvis disse ikke er raske.
 
Hvor længe holder protesen?
Typisk siger man ved slidgigt, at ni ud af ti proteser holder efter ti år, og der er også et stort antal (over 50%), der holder efter 15-20 år. De holder ikke pludseligt op med at virke, men går langsomt løse.
 
Vi har ikke så mange opgørelser hos bløderpatienterne, fordi der ikke er så mange, men de rapporter, vi har indtil nu, taler om en øget risiko for betændelse og om-operationsforekomst. Så det er svært at vide, hvor stor overlevelsen af proteserne egentlig er hos bløderne. I opgørelsen fra 1997-2003 har vi dog ikke haft nogle betændelser og proteseudskiftninger, og det er vi selvfølgelig glade for.
 
Hvad sker der ved indgrebet?
Man klapper knæskallen ud på siden af knæet og bøjer knæet mest muligt, så man har fint overblik. Så renser man resterne af menisker og forreste korsbånd væk. Herefter skæres ledfladerne til efter nogle skabeloner, så man fjerner restbrusken og den knogle, der sidder helt ind mod leddet, men ikke mere end protesen kommer til at fylde. Det gælder lår- og skinnebens-ender samt indersiden af knæskallen. Der findes syv-otte forskellige størrelser proteser til lår- og skinnebens-enderne, så man kan altid finde én, der passer godt til den, der bliver opereret. Protesedelene bliver banket fast, og til sidst indsættes en plastikskive, som klikkes fast på skinnebensdelen og danner led med metalskjoldet på lårbensenden.
 
De fleste steder bruger man cement til at sætte protesen fast med. Hos os bruger vi proteser, der har en overfladebelægning som gør, at knoglen vokser ind i protesen. Det er lidt usædvanligt at bruge på bløderpatienter – det er også derfor, at vi har lavet den førnævnte undersøgelse for at se, hvordan det går, og det ser faktisk ud til at gå udmærket.
 
Hvor længe skal man indlægges?
Bløderpatienter er indlagt lige så længe, de får faktorpræparater, typisk to uger. Man er også lidt mere forsigtig med genoptræning af bløderpatienter, for at de ikke skal få blødninger. De er således indlagt lidt længere end almindelige slidgigtpatienter.
 
Hvor længe skal man genoptrænes?
Man får genoptræning hver dag, man er indlagt. Bagefter fortsætter genoptræningen ambulant. Det er meget individuelt, hvor meget genoptræning den enkelte har brug for. Så længe der er væsentlig forbedring i bevægelighed og gangevne, giver det mening at træne. Optræningen varer typisk to til tre måneder.
 
Kan man som patient gøre noget for at optimere resultatet af operationen?
Man ved, at jo bedre bevægeligheden er før operationen, jo bedre bliver den også efter. Så hvis man kan holde sin bevægelighed rimeligt ved lige før, så er det også nemmere at få en god bevægelighed efter operationen. Hvis man ligeledes har en god muskelstyrke før operationen, så vil man også bedre kunne klare genoptræningen. Er man væsentligt overvægtig, er det bedst at tabe sig før operationen.
 
Hvad bringer fremtiden?
Der sker en stadig udvikling af proteserne, men jeg kan ikke pege på et område, hvor vi står over for et umiddelbart gennembrud. Der forskes fortsat i udvikling af proteseoverflader til ucementeret brug. Der sker også noget inden for selve operationsteknikken, hvor vi er ved at få introduceret noget, der hedder navigationsteknik, hvor man ved hjælp af infrarøde stråler og IT ser ud til at kunne sætte proteserne lidt mere præcist ind.
 
Artiklen stammer fra BløderNyt, september 2005.
Skrevet af Lærke Gade Petersen.