Forskel på blødere

Blødere med inhibitor har højere risiko for at få infektioner som følge af port-a-cath end andre blødere. Det viser en række internationale studier, som den svenske bløderlæge Rolf Ljung har sammenlignet.

Port-a-cath har været brugt af blødere i de vestlige lande siden 1980’erne. Det har givet mange erfaringer, men der er stadig en del uenighed blandt lægerne: Nogle har kun få forbehold, mens andre er mere kritiske på grund af de komplikationer, der ofte følger med.
 
Rolf Ljung fra Universitetshospitalet i Malmø har i årevis beskæftiget sig med brugen af port-a-cath og andre venekatetre blandt svenske blødere. På baggrund af både sine egne undersøgelser og andres studier fortæller han her om nogle af erfaringerne.
 
En af de mest iøjnefaldende konklusioner er, at risikoen for infektioner er større for blødere med inhibitor end for andre blødere. En undersøgelse viser således, at der i gennemsnit opstår én infektion hos blødere uden inhibitor i løbet af en periode på 1000 dage. I en anden undersøgelse er tallet helt nede på omkring 0,2 infektion. Det svarer til højest én infektion som følge af port-a-cath over en periode på omkring ti år.
 
Inddrag forældrene
Derimod har blødere med inhibitor i gennemsnit én infektion i løbet af en periode på 6-12 måneder.
 
- En af årsagerne kan være, at der hos disse patienter opstår flere små blødninger omkring indstiksstedet, og det er med til at stimulere bakterievæksten under huden, forklarer Rolf Ljung.
 
En anden årsag kan være, at blødere med inhibitor ofte følger et særligt behandlingsprogram med en eller to injektioner hver dag. Det vil sige, at der bliver indgivet faktor langt oftere end ellers. Samtidig er det netop for denne gruppe afgørende, at der er hurtig og nem adgang til en vene. Og det mener Rolf Ljung er vigtigt at tage med i den samlede vurdering.
 
Det betyder ikke, at blødere uden inhibitor har mindre brug for port-a-cath. Men han mener, at man bør vurdere behovet i forhold til risikoen for komplikationer. Der er forskel på, om det drejer sig om et barn, der begynder at få forebyggende behandling som etårig eller alene behandles on demand.
 
- Et centralt venekateter er kun en løsning for de patienter, hvor der ofte er behov for en ukompliceret adgang til venen, og hvor man har vurderet, at fordelene er større end risiciene. Vi forsøger altid først at benytte en perifer vene (stik i armen, red.), men hvis det ikke fungerer godt for barnet og forældrene inden for en rimelig periode, så overvejer vi port-a-cath, siger Rolf Ljung. Han lægger desuden vægt på, at man inddrager forældrene i diskussionen og tager højde for familiens samlede situation.
 
En nødvendighed for mange
Rolf Ljung nævner også risikoen for tilstopning. Den nedsættes dog væsentligt ved at skylle systemet med saltvand og heparin efter brug. Hvis kateteret føles ”trægt” at stikke i, kan man eventuelt bruge stoffet urokinase eller lignende, der også menes at have forebyggende effekt.
 
Endelig har der været enkelte tilfælde, hvor huden er blevet ødelagt eller beskadiget på grund af port-a-cath. Det har fortrinsvist været hos blødere med inhibitor, som har haft små blødninger og efterfølgende infektioner omkring porten. Også på det område er de altså mere udsatte end de øvrige blødere.
 
- Sammenfattende kan man sige, at det er vigtigt, at man i hvert enkelt tilfælde nøje overvejer fordelene ved et centralt venekateter i forhold til de potentielle ulemper. Og for mange børn er port-a-cath eller et lignende system helt nødvendigt for at kunne gennemføre regelmæssige behandlinger som ved profylakse eller behandling ved inhibitor, slutter Rolf Ljung.
 
Kilde: R. Ljung: “Central venous lines in haemophilia”, Haemophilia (2003), 9, (Suppl. 1), 88-93.
 
Artikel stammer fra BløderNyt, marts 2005.
Skrevet af Anne Birkelund.