ITP og livskvalitet

ITP har indflydelse på hverdagen og livskvaliteten. Det viser en livskvalitetsundersøgelse, som Danmarks Bløderforening har gennemført blandt kroniske ITP-patienter i 2009 og afrapporteret i 2010.

Undersøgelsen giver et indblik i, hvordan det opleves at have ITP, og hvor meget det påvirker hverdagen og den enkeltes muligheder. Et indblik der er til stor gavn for foreningens arbejde for ITP-patienter og af stor interesse for alle, der har ITP tæt inde på livet.

ITP medfører sociale adfærdshindringer, bekymringer og mange kontrolbesøg. Særligt træthed, men også frygt for blødninger og lavt blodpladetal forhindrer den enkelte i at deltage i ønskede aktiviteter og i visse tilfælde at passe arbejde eller skole. Også bivirkninger ved behandling påvirker livskvaliteten.

Sygdommen rammer ikke kun den enkelte, men påvirker ofte familiens måde at fungere på, ligesom familie og venner har mange bekymringer i forbindelse med sygdommen.
 
På de følgende sider kan du læse personlige beretninger om livet med ITP. Du kan også blive klogere på fakta om sammenhængen mellem ITP og livskvalitet ved at læse et interview med afdelingsleder på hæmatologisk afdelingen på Odense Universitetshospital, Henrik Frederiksen, eller ved at læse om undersøgelsens resultater.