I dag kan jeg det hele igen

Tæppet blev revet væk under Henriette Launbo, da hun blev diagnosticeret med ITP. I en tid satte behandlingen hende skakmat, men i dag lever hun igen som før.

En sommerdag i 2010 opdagede Henriette Launbo en masse bittesmå, ildrøde pletter på sine ben. Hun syntes ikke, at det var noget særligt, men da pletterne ikke var væk næste dag, ringede hun alligevel til sine læge.

”Når jeg tænker tilbage på det i dag, kan jeg godt huske, at jeg op til, at pletterne kom, havde oplevet, at små sår blødte længe, og jeg havde været mere træt end normalt, men jeg havde ikke tillagt det nogen betydning”, fortæller Henriette Launbo.

Henriette Launbos læge mente, at hun havde fået blodforgiftning. Og da hun for nylig havde fået et grimt myggestik på en tur med den spejdergruppe, hun er leder for, godtog hun forklaringen og gik glad fra lægen med sin recept på pencilen.

Fra spejdermøde til indlæggelse på leukæmiafdelingen 
Et par dage efter begyndte pletterne på benene at brede sig over hele kroppen. Da hun samme aften kom til spejdermøde, og der var en læge til stede, fik hun ham se på det. Han ville have hende af sted til Herlev Hospital med det samme for at få taget en blodprøve. Henriette Launbo tænkte ikke så meget over lægens reaktion – heller ikke da det gik op for hende, at han havde fået hende henvist til akutmodtagelsen.

”Klokken var jo mange, så jeg tænkte bare, at det var her, de tog blodprøver på den tid af dagen og følte mig heldig, fordi han kunne hjælpe mig på det umage tidspunkt”, husker Henriette Launbo.

Efter nogle timer kom lægen for at tale med hende.

”Han fortalte, at mit blodpladetal ikke var godt, og jeg derfor skulle indlægges på leukæmiafdelingen. Det blev pludselig meget alvorligt. Tæppet blev revet væk under mig, og i et par timer lå jeg og tænkte, at nu er det slut. Jeg nåede også at forene mig lidt med det. Børnene kan klare sig, og jeg skylder ikke nogen noget, og jeg havde lige fejret mit 25-års jubilæum på arbejde”, siger hun med et lille smil.

Sat skakmat 
Efter en uge, der føltes som et halvt år, fik hun at vide, at hun havde ITP og ikke leukæmi. I første omgang blev hun lettet. Hun blev sat i behandling, og blodpladetallet steg flot. Men efter fire dages pause faldt det til et niveau lavere end før indlæggelsen. Da gik alvoren op for hende.

Henriette Launbo kom med i et medicinsk forsøg på Herlev Hospital, som gjorde, at effekten af behandlingen holdt. Men bivirkningerne ved behandlingen satte hende skakmat.

”Det var som om, jeg gik ved siden af mig selv. Jeg kunne hele tiden mærke min puls over det hele. Det var som et vulkanudbrud inden i. Og så var jeg hele tiden sulten, svimmel og havde kvalme. Når jeg lå i sengen, var det som om hele rummet drejede rundt. Behandlingen gjorde mig også voldsomt deprimeret og bekymret. Jeg var bange for, at det aldrig ville holde op, og at jeg skulle leve sådan resten af mit liv. Jeg higede i den grad efter at få min hverdag tilbage.”

Tilbage til hverdagen 
Behandlingen stoppede efter en måneds tid og her et par måneder efter, er hendes blodpladetal stadig stabilt. Henriette Launbo er tilbage på arbejde og som leder af spejdergruppen.
”Jeg lever som før, og sygdommen fylder ingenting”, fortæller hun. ”Selvfølgelig kan det bekymre mig, om det kommer tilbage, og om det bliver kronisk. Men jeg har fået mit liv tilbage, og jeg har tillid til, at behandlingen virker på mig – også hvis jeg bliver syg igen.”