Alice - Mit liv med Laurits

En hustru til en bløder fortæller:
Jeg kommer fra en gård i et lille landsbysamfund, hvor alle kender alle, og der er en masse fordomme. Jeg har kendt Laurits siden barndommen, så jeg vidste godt, at nabosønnen var syg. Jeg kom meget i Laurits’ hjem, og han fortalte meget åbent om sin sygdom og dens begrænsninger. Vi blev kærester, da jeg var omkring 14 år, og vi flyttede sammen, da jeg var 16 år.

Ingen prestige
Folk havde en masse fordomme om handicappede, så der var ikke meget prestige i at have en kæreste, der var bløder. Folk sagde: ”Han bliver ikke ret gammel – I får ingen børn – hvad vil du med sådan en halvdød stakkel?” På daværende tidspunkt troede man nok ikke, at en handicappet havde noget sexliv.

Folks fordomme og fordømmelser har været med til at knytte os tættere sammen, for jeg så ikke hans sygdom som noget problem, når jeg holdt af og elskede ham. Vi blev gift i 1972, da jeg var 18 år, og i de følgende år fik vi to døtre.

En hård tid
I de første år havde Laurits tit blødninger i sine led, og vi måtte køre 240 km tur/retur til Århus, hvor han kunne få faktorbehandling. Som regel var det aften eller nat, så det kunne være hårdt både fysisk og psykisk med barn og fuldtidsarbejde. Derfor var det en stor lettelse, da han begyndte at kunne få faktorbehandlingen på Skive Sygehus og senere hos egen læge. Bedst er det blevet siden 1980’erne, hvor han har kunnet behandle sig selv hjemme.

Blev ikke spurgt til
Når Laurits var syg, var folk meget flinke til at ringe for at høre, hvordan han havde det. Jeg kunne godt have brugt, at der også var nogen, der havde spurgt til, hvordan jeg havde det. Men det gjorde man ikke dengang – det ville man nok gøre i dag.

Det havde også været rart, om de besøgende havde medbragt kaffe og kage eller mad i stedet for at skulle passes op. Jeg havde jo nok at se til i forvejen. Man har været flink til at invitere Laurits og børnene på mad, når jeg har været indlagt. Det kunne jeg godt have brugt lidt mere af, når det var omvendt.

Ubehagelig medlidenhed
Det var svært at takle, når Laurits var syg, og familie og venner enten kom på besøg eller ringede og gav udtryk for, at det var så synd – at det var forfærdeligt, at han skulle lide sådan og igennem så meget. Men det kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget. Det appellerede kun til, at jeg næsten fik dårlig samvittighed, fordi han var syg.

Så var det mange gange en lettelse at komme på arbejde. Jeg arbejdede som sygehjælper, så der kunne jeg snakke med mine kollegaer, som havde en hel anden forståelse og holdning til sygdom.

Det hjalp jo ikke på Laurits’ sygdom, at jeg skulle gå og være ked af det og synes, det var synd for ham. Jeg så og tænkte ikke på Laurits som syg, men som min elskede mand og børnenes far.

Misforstået godhed
Familien kunne også finde på at sige: ”Tænk nu på han er syg”, hvis jeg bad Laurits om at dække bord eller vaske op eller noget i den retning. Man troede ikke, at han kunne tåle at lave noget. Jeg betragtede ham som rask med begrænsninger. Men han skulle selv sige fra, og det skulle andre ikke gøre. Han vidste bedst selv, hvad han kunne klare. Det er det, jeg kalder misforstået godhed og hensyntagen.

De har nok nogle gang tænkt: ”Sådan en strid kælling”, men det var jo for at være god og hjælpe Laurits rent menneskeligt, så han følte sig værdsat og ikke værdiløs.

Græsset er grønnere?
Der har været perioder, hvor jeg har haft den tanke, om det var det hele værd. Det har været, når Laurits har haft lange sygdomsperioder – hvor jeg nok følte mig overbebyrdet med arbejde og tilsidesatte egne behov.

Der har været op- og nedture, som i ethvert ægteskab, og perioder, hvor jeg har tænkt og troet, at græsset var grønnere på den anden side. Men som jeg siger: ”Det bliver hverdag alle steder, uanset hvordan man vender det.”

Et godt liv
Laurits har været og er en meget omsorgsfuld person, og han har altid støttet mig i alt, hvad jeg har lavet. Han har også altid haft situationsfornemmelse – nu trænger hun vist til en buket eller opmuntring. Og så har han aldrig klaget sig – det betyder også meget.

Der er mange ting, man ikke tager som en selvfølge, når man lever sammen med en, som er bløder. Det, han kan den ene dag, kan han måske ikke gøre næste dag, men sammen kan vi klare alt. Vi har klaret os godt, selv om det har set sort ud med sygdom, økonomi og arbejde. Så trods modgang har jeg haft et godt liv og spændende ægteskab, mest med gode og glædelige oplevelser.

Alice Bagger