Danmarks Bløderforening fylder 40 år i 2010, og det kommer selvfølgelig til at sætte sit præg på årsmødet, hvor det bl.a. bliver muligt at debattere rammerne for et bedre bløderliv og visioner for dette anno 2020.
Program
Lørdag
Lørdagen starter med en paneldebat, hvor en række medlemmer af Bløderforeningens bestyrelse lægger op til debat med salen om ”Bedre bløderliv før, nu og i fremtiden”.
Derefter er det tid for et caféarrangement under overskriften ”Bedre bløderliv”. En cafe er særligt målrettet børn og handler om, hvordan det var at være bløderbarn i ’gamle dage’. En anden cafe handler om fosterdiagnostik og det informerede valg, en tredje handler om at være med til at skabe en vision for bedre bløderliv i 2020, mens en fjerde og sidste cafe giver mulighed for at spille debatspillet POLKA om behandling og prioritering af ressourcer.
Sidst på eftermiddagen lørdag afholdes fire parallelle workshops: En om håndtering af smerter og bekymringer (workshoppen er specielt målrettet aldrende blødere), en om blødersagen, hvor der bl.a. vises film, og endelig to om at udarbejde sociale profiler, som kan lette mødet med sagsbehandlere, for henholdsvis ITP og von Willebrands sygdom.
Som noget nyt vil man i år i pauserne kunne besøge en række boder, hvor man bl.a. kan få råd af foreningens socialrådgiver, quizze, bestille et medlemskort og meget mere.
Sidst på dagen vil man have mulighed for at sige tillykke til Terkel Andersen, der i år har været betroet formandsposten i 25 år.
Søndag
Søndag starter traditionen tro med foreningens årlige generalforsamling.
Herefter vil fysioterapeut Elisabeth Brodin fra SU/Sahlgrenska i Göteborg for-tælle om fysioterapi og blødersygdom. Brodin er en af Skandinaviens førende eksperter på området.
Parallelt med dette vil der blive fremlagt resultater fra Bløderforeningens livskvalitetsundersøgelse af kroniske ITP-patienter.
Årsmødet slutter med en frokost før hjemrejse.
Pris og betaling
Deltagergebyret inkluderer ophold, forplejning, børnepasning samt deltagelse i workshop og foredrag. Deltagergebyret betales ikke tilbage.
Deltagergebyr for voksne og børn over 12 år: 250 kr. pr. pers. Deltagergebyr for børn 2 og 12 år: 150 kr. pr. pers. Børn under 2 år: Gratis
Beløbet bedes indsat på Bløderforeningens konto i Sydbank: Registreringsnr. 7040 – kontonr.: 1106847. Husk at angive dit navn + antal voksne og evt. antal børn, som du betaler for.
Tilmelding
Tilmeldingsfristen var d. 8. marts 2010.
|