Blødersagen i BT

Søndag den 27. juli 2014 bragte BT Søndag en artikel om blødersagen fra 1980erne, hvor 91 danske blødere blev smittet med hiv via deres faktormedicin. Dengang var hiv en dødsdom, men mod alle odds lever 26 af de hiv-smittede blødere stadig i dag. BT Søndag satte fokus på to af de overlevende, og de fysiske, psykiske og sociale følger, dødsdommen har betydet for dem.

Palle Lykke Ravn er 38 år og bor i Struer. Jes Pedersen er 41 år og bor på Djursland. I sagens natur er de to helt almindelige mænd, der lever helt almindelige liv sammen med deres familier. Og så alligevel ikke. For både Palle Lykke Ravn og Jes Pedersen blev smittet med hiv via deres faktormedicin i 1980erne.

En fysisk, psykisk og social belastning
Dengang var hiv en dødsdom, og der herskede stor uvidenhed om sygdommen i samfundet. Derfor var hiv-smitten ikke kun en fysisk og psykisk belastning, men i lige så høj grad en social udfordring:

- Rent socialt var det en katastrofe at være hivsmittet teenager i sådan et lille samfund. Folk var venlige nok – men på to meters afstand, fortæller Palle Lykke Ravn til avisen.

Palle Lykke Ravn var otte år, da han blev smittet med hiv i 1984. Hans forældre valgte at være åbne omkring sygdommen. Sagen var en anden for Jes Pedersen. Hans forældre valgte at holde det hemmeligt, og den dag i dag, er der stadig mange, der ikke kender til hans sygdom:

- Jeg frygtede jo, at folk ville sige ’føj for satan – du skal isoleres’. Frygten for at blive dumpet af fællesskabet var enorm. Jeg vil ikke sige, at jeg har levet hele mit liv på en løgn. Men det lugter lidt af det, når jeg ser tilbage. Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke har fortalt det. Specielt mine venner, bekendte og nære kolleger skylder jeg, at de skulle have kendt baggrunden for min væremåde og min livsstil, fortæller Jes Pedersen til BT Søndag.
 
At leve med en dødsdom
De hiv-smittede blødere voksede op med en dødsdom over hovedet. De fik at vide, at de skulle dø – måske i dag, måske i morgen, om en måned, om et år? Sygdommen og den altoverskyggende dødsdom gjorde det svært at tænke på fremtiden, og mange fik ingen uddannelse. For hvordan lever man egentlig med en dødsdom? Jes Pedersen indvier BT Søndag i nogle af sine tanker fra dengang:

- Nu går det galt, tænkte jeg altid. Jeg havde virkelig mange trælse tanker. Hvorfor skal jeg dø? Hvad skal jeg nå inden? At skrive breve til mine efterladte? Alt sådan noget kørte rundt i hovedet på mig. Det overskyggede alt, at det bare var et spørgsmål om tid, før døden kom, fortæller Jes Pedersen til BT Søndag.

Psykolog Poul Gandil var tilknyttet Danmarks Bløderforening i årene efter blødersagen, og han forklarer til BT Søndag, at det er en eksistentiel udfordring at gå fra at skulle dø til pludselig at erfare, at man skal leve videre.

Livet i dag
Ud af de 91 blødere, der blev smittet med hiv via deres faktormedicin i 1980erne, er de 65 døde i dag. Jes Pedersen og Palle Lykke Ravn er blandt de 26 overlevende, der har måttet finde en vej gennem livet med både blødersygdommen og hiv-smitten som følgesvend.

Jes Pedersen har sat det som et mål i livet at være med til at nedbryde tabuer omkring hiv-smitte:

- Hvis folk får kræft, fortæller de det til alle og får at vide, det er synd for dem. Hvorfor skal der være så meget mystik om hiv? Jeg oplever stadig folk, der ikke vil drikke af samme glas som mig. Folk er paniske og uvidende. Jeg kan ikke ændre det, men jeg vil gerne påvirke det lidt, fortæller Jes Pedersen til avisen.
 
Palle Lykke Ravn fortæller, at han ved at møde sin kone, Rikke, og senere blive forældre sammen med hende, har formået at begynde at tænke på fremtiden. Men han kan stadig godt falde tilbage:

- Et sted inde i hovedet går jeg stadig og tænker, at jeg skal dø. Det ligger så fundamentalt i mig. Jeg går stadig til psykolog. Jeg sover dårligt hver nat og vil formentlig gøre det resten af mit liv. Der er bare for mange spøgelser. Havde jeg så selv været skyld i, at jeg fik hiv, så havde det været noget andet. Men jeg var otte år gammel… Derfor kan jeg også blive bitter over, at det føles som om, vi er blevet glemt. Vi sidder her stadig i dag med masser af problemer fra det, der skete dengang, fortæller Palle Lykke Ravn.
 
Vi må aldrig glemme
Fra Danmarks Bløderforening appellerer næstformand Jacob Bech Andersen til, at man aldrig glemmer blødersagen:

- Vi skal huske blødersagen, fordi den historie aldrig nogensinde må gentage sig. Man må ikke negligere advarsler. Vi skylder alle de uskyldige mennesker, der blev ramt, at det her ikke bliver glemt. Sagen skal i al tid og evighed stå som en kæmpe stor advarselstrekant i dansk medicinal- og samfundshistorie.
« Tilbage