Forskningsfremskridt i forhold til hiv og hepatitis C

Forskere har for nyligt gjort store fremskridt i forhold til både hiv og hepatitis C. Forskere fra Aarhus Universitetshospital er tæt på at finde en kur mod hiv, og forskere i New Zealand har fundet frem til en ny, effektiv behandling af hepatitis C.
Kur mod hiv?
En forskergruppe fra Aarhus Universitetshospital har netop påbegyndt et treårigt projekt, der måske kan ende ud i en kur mod hiv.

I dag behandler man hiv infektion med en kombination af lægemidler, som blokerer for virusaktiviteten, men man kan ikke fjerne de inficerede celler. Forskergruppen fra Aarhus Universitetshospital har nu fundet et stof, der kan aktivere hiv-virussen. Aktiveringen gør, at de inficerede celler bliver synlige og sårbare overfor kroppens immunforsvar. Hvis stoffet virker på mennesker, kan det være det første skridt mod en kur mod hiv.

På verdensplan findes der ca. 33. mio. hiv-smittede mennesker. I Danmark blev 91 blødere smittet med hiv gennem deres medicin midt i 1980erne. 27 af dem er stadig i live i dag. Endnu flere blev smittet med hepatitis C.
 
Ny effektiv behandling af hepatitis C
Forskere i New Zealand har fundet frem til to forskellige orale kombinationsmidler mod hepatitis C, som har vist sig at være meget effektive og forbundet med knapt så mange bivirkninger, som den nuværende behandling.

I modsætning til den nuværende behandling, der dæmper hele immunforsvaret for at holde virusset nede, så er de nye lægemidler målrettet hepatitis C-virussen, således at ikke hele immunforsvaret påvirkes.

Lægemidlerne er blevet testet på to gange, og er således i fase 2 i de kliniske studier. I alt er det blevet testet på 145 personer med hepatitis C. Mange testpersoner fik hovedpine som følge af behandlingen, men ingen behøvede dog at stoppe behandlingen på grund af bivirkningerne.

Ifølge forskerne åbner resultaterne en række muligheder for helt at udrydde hepatitis C-virus i løbet af et årti.

Læs mere her »
 
Kilde: Dagens Pharma
« Tilbage