Prioritering i sundhedsvæsenet: Ja, men…

Indspark af bestyrelsesformand i Danmarks Lungeforening og næstformand i Region Midtjylland Johannes Flensted-Jensen.
 
Uanset hvor mange penge, der er til rådighed i sundhedsvæsenet, vil der altid kunne bruges mere. Alene af den grund er det nødvendigt at prioritere.
 
Og det er jo ikke noget nyt: Der prioriteres og prioriteres ganske kraftigt hver eneste dag på hvert eneste sygehus og hos hver eneste praktiserende læge. Somme tider kender vi prioriteringerne, men som regel er det noget, der foregår på den enkelte afdeling eller mellem den enkelte læge og patient. Så prioriteringen findes, men grundlaget for alle de mange prioriteringer kendes kun sjældent. Hovedparten af prioriteringerne kunne man kalde ”De skjulte prioriteringer”.
 
Nu bliver der stadigt færre penge til sundhedsvæsenet set i forhold til de muligheder og de opgaver, der er. Ny medicin, nye behandlingsmetoder, bedre kronikerbehandling og generelt længere levetid og dermed større træk på væsenets kunnen giver konstant, og vil fremover, give et pres på sundhedsvæsenets penge, personale og udstyr.
 
Er det tilfredsstillende, at disse omfattende prioriteringer foregår skjult, og er det noget patientforeningerne bliver nødt til at beskæftige sig med? Svaret er for mig: ”Nej” og ”Ja”. Vi er nødt til at beskæftige os med det, for det er der andre, der gør, og snart også andre end læger og patienter. Hvis vi som patienter/patientforeninger skal kunne deltage i denne debat, skal vi turde opstille nogle kriterier. Vi kan sagtens sige: Først skal alt strømlines og gøres bedst muligt, effektiviseres og så videre. Og når det så er sket, ender vi i: Hvordan kommer vi videre?
 
Og så begynder det at blive svært, for så skal vi til at prioritere for alvor mellem sygdomme, mellem patienter, mellem virkemidler, medicin og så videre og mellem behandlingsmuligheder.
 
Som udgangspunkt for denne diskussion vil jeg gerne nævne blot følgende principielle overvejelser:
  • Der skal være evidens for, at den eller den behandling eller medicin virker.
  • Det skal virke væsentligt bedre end det gamle, gennemprøvede og billigere.
  • Det må ikke bivirke negativt.
  • Det må ikke tage udgangspunkt i enkelte sygdomsgrupper.
  • De mest syge skal behandles først.
  • De mindst syge må eventuelt vente – eller muligvis selv tage sig af deres sygdom.
  • Det skal ikke være prisen for en ekstra levemåned, der skal være afgørende – men vi kan ikke se bort fra den.
  • Det skal ikke være prisen for et ekstra kvalitetsleveår, der skal være afgørende, men det kan være for dyrt.
Selvom vi fik afvejet disse otte punkter, vil vi næppe være igennem. Men disse overvejelser vil finde sted, ja finder allerede sted, og jeg synes, det er helt nødvendigt, at patienterne/patientforeningerne tør deltage i dem. Ellers er der andre, der gør det, eller også fortsætter ”De skjulte prioriteringer”.

Hvad mener du?
Kommenter Johannes Flendsteds indspark her»
« Tilbage