Skal prisen tænkes ind, når man behandler patienter?

Stadigt stigende udgifter til medicin sætter det danske sundhedssystem under stort pres, og spørgsmålet om, hvorvidt prisen skal tænkes ind, når man behandler patienter, bliver mere og mere aktuelt. Kristeligt Dagblad satte fredag den 8. maj fokus på dilemmaet. Theis Bacher, der har hæmofili A i svær grad, satte ansigt på ét af de mennesker, der har en ”dyr” sygdom.
Siden 2007 er udgifterne til medicin på landets sygehuse steget fra knapt fire mia. kr. til over syv mia. kr. i 2014. Stigningen betyder, at økonomien på landets sygehuse er særdeles trængt, og her melder man om, at besparelserne rammer personalet i stedet.

Hvordan skal vi som samfund forholde os til den problemstilling? Det satte Kristeligt Dagblad fredag den 8. maj fokus på med artikelserien ”Kan et liv gøres op i kroner og øre?”.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Petersen fra Syddansk Universitet udtaler til avisen:

- Med priserne på ny medicin er man nu nødt til at begynde at stille det spørgsmål, ingen bryder sig om: Er der et rimeligt forhold mellem den sundhedsmæssige gevinst af en behandling, og hvad den koster? Det skal vi turde forholde os til, for hvis væksten i udgifter til sygehusmedicin fortsætter med at stige, uden der kommer flere penge til, så bliver sygehusmedicin en gøgeunge, der presser alt andet ud af reden.

Et uløseligt dilemma?
Ole Hartling, der udover at være bestyrelsesmedlem i Blødererstatningsfonden også er ledende overlæge på Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd, mener også, at der kan komme et tidspunkt, hvor samfundet ikke har råd til at behandle alle.

- Det er spørgsmålet om, hvorvidt lægen skal være den enkeltes fortaler og samtidig varetage samfundets interesser. Det strider mod pligtetikken at skulle stå med den enkelte patient og sige, at vedkommende er for dyr og derfor ikke bliver behandlet. Men hvis medicinen fortsætter med at stige i pris, så kommer der et tidspunkt, hvor vi ikke kan behandle alle. Det er ikke nogen ønskesituation, for i Danmark har vi hidtil haft penge nok til ikke at skulle tage de hensyn.

Han sætter endvidere fokus på, hvem der skal vurdere, hvilke patienter, der i givet fald må undvære behandling. Til avisen udtaler han, at han håber, det ikke bliver lægens ansvar:

- Det tror jeg, de fleste helst er fri for. Men jeg vil også være skeptisk for, om et centralt ansvar ville være bedre. Hvis politikerne får ansvaret, bliver det også vedkommende for dem, og de vil risikere at komme til at stå over for de mennesker, de prioriterer fra. Det er nemt at sige, vi bør prioritere, men i praksis kan det være en tung opgave og et uløseligt dilemma.

Prioriteringsråd som løsning?
I England oprettede man allerede i 1999 et prioriteringsråd kaldet National Institute for Health and Clinical Excellence, NICE. Rådet har til opgave at fastlægge vejledninger for brug af medicin i den britiske sundhedssektor, og det fungerer også som pejlemærke for nabolandendes sundhedsvæsner. Rådet vurderer ud fra forskellige parametre – herunder økonomiske – om dyr medicin, så at sige er prisen værd, og om den skal tilbydes til de britiske borgere.

I Danmark har vi siden 2009 haft Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin, RADS. Rådet har til opgave at sikre ens behandling og lige adgang til dyr sygehusmedicin i alle regioner, ligesom det også arbejder for at skabe et fælles fagligt nationalt grundlag for anvendelse af dyr sygehusmedicin.

En række forskellige aktører fra bl.a. Lægeforeningen, Det Etiske Råd og Danske Patienter fremlægger i avisartiklen deres holdning til et dansk prioriteringsråd, der også tager højde for det økonomiske aspekt i anvendelsen af dyr sygehusmedicin.
Interview med Theis Bacher
Theis Bacher, der har hæmofili A i svær grad, fortæller i artiklen ”Jeg kan ikke gøre for, at medicinen er så dyr” om sine egne tanker om det at have en sygdom, der behandles med dyr medicin.

I artiklen lægger Theis Bacher vægt på, at han gennem livet har gjort sig mange tanker om medicinens pris – om han så at sige, var det ”værd” – og at han nu har besluttet, at han ikke kan påtage sig ansvaret for medicinens pris.

Theis Bacher udtaler til avisen, at han som uddannet læge er skeptisk over for, at man begynder at bedømme, hvem der har mere ret til behandling end andre. Til avisen siger han:

- Bløderpatienter kan opnå høj livskvalitet med behandlingen. Den har forlænget gennemsnitslevealderen fra 11 til 70 år, hvilket betyder 60 års god livskvalitet, hvor man uddanner sig og betaler skat til det offentlige. Det koster at behandle mig og andre med blødersygdomme, men til gengæld vinder vi utroligt meget på behandlingen.

Blødere med hæmofili i svær grad koster typisk samfundet 20.000 kr. om ugen, hvilket svarer til godt 1 mio. kr. om året.
« Tilbage