Unge-weekend 2017: BBQ og standup

 

En weekend fyldt med god mad, standup og en snak om hvad man som bløder skal tænke på, når man rejser.

"På forhånd tænkte jeg, at det godt kunne blive lidt akavet, når det er så længe siden, vi var på sommerlejr, men efter 3 sekunder gik snakken, som var det igår!" - sådan reflekterede Marc på vej hjem efter en weekend i Århus med 11 andre unge blødere.

BBQ og standup 
Turen startede lørdag, hvor vi efter checkin på hotellet fik sat navne på både de kendte og de nye ansigter og fandt ud af, hvor meget vi har til fælles på tværs af alder, hvor vi kommer fra og diagnoser.
Da sulten begyndte at melde sig, tog vi til et vaskeægte amerikansk roadhouse, hvor menuen stod på autentisk BBQ serveret i store bradepander. Således tanket godt op på kalorier fortsatte turen til Musikhuset, hvor Brian Mørk i selskab med tre andre komikere rullede sit standup-show ud. Der blev grinet igennem, og undervejs blev vi blandt meget andet klogere på det uventede samarbejde, der kan opstå, når en zoolog og en spåmand starter firma sammen. Det kan vist ikke forklares kort - kan bare sige: man skulle have været der...
Efter showet tog nogle tilbage til hotellet og andre fortsatte i byen, hvor der blev fortalt røverhistorier, danset og spillet terninger og bordfodbold til den lyse morgen.

Når man rejser ud i verden som bløder 
Søndag morgen var der lidt træthed at spore hos nogle, men ikke mere end et par kopper kaffe kunne kurere. Formiddagen var sat af til at tale om, hvad man skal være opmærksom på, når man rejser ud i verden i almindelighed, men specielt også når man som mange af os har medicin med i baggagen, hvilket kan være en udfordring både i lufthavne med også generelt i forhold til opbevaring og at få plads til det i kufferten. Vi nåede omkring de forskellige slags sygesikringskort, forsikringer, bløder id-kort, medicinbrev og en del andre nyttige tips som kan være vigtige, hvis man er uheldig og kommer til skade. Nogle af deltagerne, som har været ude til internationale møder for Bløderforeningen, fortalte også om deres oplevelser med at møde og høre om forholdene for blødere fra andre lande.
Efter frokost var det tid til at teste kræfter, hjerneceller og samarbejde da vi blev lukket ind i escape rooms og skulle finde vejen ud under tidspres.

To hold skulle aflure hemmeligheden om filosoffens sten i en Narnia lignende verden, men det sidste hold var taget til fange af nazisterne og skulle undslippe inden forhøret. Blødere er heldigvis ikke sådan at bide skeer med, så alle tre hold løste gåderne på fin vis og slap helskindede ud.


Således blev der sat punktum for en intensiv weekend, hvor blev bygget på både eksisterende og nye venskaber og skabt historier, der med sikkerhed vil blive fortalt igen og igen fremover - præcis sådan som det plejer at være når blødere mødes.