Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Lærerigt og legende univers for børn med ITP

I dag i anledning af ITP-dagen præsenterer vi et spritnyt patientunivers for børn med ITP og deres familier. Gennem historier, leg og kram kan hele familien blive klogere på, hvad der sker inde i kroppen, når man har ITP. 


I denne uge er der ITP awareness week. Vi har gennem ugen sat fokus på ITP på vores sociale medier, og det kulminerer i dag på ITP-dagen med, at vi præsenterer et spritnyt patient-univers for børn med ITP.

Den internationale opmærksomhedsdag for ITP markeres hvert år den sidste fredag i september. 

ITP for børn
Mange familier mangler et fælles sprog til at forstå og tale om, hvad det er der sker, når et barn får ITP. Med historier og sjove fakta får hele familien et fælles sprog og en fælles forståelse for ITP – godt hjulpet på vej af maskotten Blop og hans venner.

Materialet består af to bøger, en pixi-bog til de små og en billedbog til de større børn, et par små videoer og digitalt materiale med tips og tricks til både børn og voksne.


Gennem karaktererne Silje, Anton og Ida lærer vi, hvad der sker indeni kroppen, når man har for få bloppere – også kendt som blodplader. Materialet akkompagneres af en sød bamse, nemlig maskotten Blop. Se hele universet her >

Bøgerne kan kvit og frit bestilles på Danmarks Bløderforenings hjemmeside. For at bestille en Blop-bamse skal du være medlem af Danmarks Bløderforening. Bøgerne kan allerede bestilles nu. Bamsen kan forudbestilles (forventes på lager d. 13. oktober). Bestil her >

Stor tak
Materialerne er udgivet af Danmarks Bløderforening og produceret af Caretoons. Bøgerne er inspireret af ITP-familier, der har delt deres erfaringer og tanker med forfatterne. En stor tak skal lyde til familierne for at stille op.

En særlig tak til læge Mimi Kjærsgaard, Afdeling for Børn og Unge ved Rigshospitalet, for lægefaglig sparring.

Stor tak til Sundhedsdonationer og Helsefonden, der har støttet materialets tilblivelse.

Udgivet: 23. september 2025

Besøg universet her:

ITP for børn – læring om ITP gennem historier og med Blop

Mange familier mangler et fælles sprog til at forstå og tale om, hvad det er der sker, når et barn får ITP. I dette patientunivers får hele familien et fælles sprog og forståelse for sygdommen – godt hjulpet på vej af maskotten Blop og hans venner.

Kids' ITP Tools

Kids’ ITP Tools er et værktøj til børn med ITP og deres forældre, der over tid kan give indsigt i, hvordan sygdommen påvirker barnets og familiens livskvalitet.