Spring navigationen over og gå direkte til indhold

TV2 Nord sætter fokus på ITP

Hvad gør man, når ens datter lider af en sygdom, der er svær at forklare? TV2 Nord kunne i lørdags fortælle om, hvordan Siljes mor, Simone, lavede en bog om datterens ITP for at gøre sygdommen lidt nemmere at forklare. Den bog er nu blevet til et helt univers for børn med ITP udgivet af Danmarks Bløderforening.


Lørdag d. 11. oktober 2025 bragte TV2 Nord et indslag om Silje fra Skørping, der har ITP.

Siljes mor, Simone, fik for nogle år siden ideen til at lave en bog, der handlede om Siljes ITP, så det var nemmere for både Silje og omverdenen at forstå sygdommen. Simone skrev bogen med udgangspunkt i de hverdagssituationer og udfordringer familien har mødt i forbindelse med Siljes ITP. Bogen blev bl.a. delt ud til kammeraterne i klassen, og familien oplevede, at det gjorde det lettere at forstå Siljes ITP.

Med inspiration fra Simones bog har Danmarks Bløderforening nu udgivet et helt patientunivers for børn med ITP, hvor de og deres nærmeste kan lære om, hvad ITP er for en sygdom og få gode råd til at håndtere sygdommen. Patientuniverset inkluderer også en ny blodplade-bamse, Blop, som kan ses i indslaget – Silje har nemlig fået det allerførste eksemplar af bamsen.

Dyk ned i universet her >

Fotos: Indslag fra TV2 Nord lørdag d. 11. oktober kl. 19.30 her >


TV2 Nord interviewede også formand for Danmarks Bløderforening Christian Krog Madsen i studiet:

”Jeg blev meget imponeret over det univers Simone og Silje har skabt. Det er noget, der gør det håndgribeligt at tale om nogle emner, der er svære at forstå, men også at håndtere. De rammer noget, der gør at det er let forståeligt for alle at sætte sig ind i, hvad det er sygdommen betyder, og hvordan den fungerer i kroppen. Og så passede det fint med et ønske, vi har haft i foreningen om at få noget mere materiale på området specielt rettet mod børn, der står i den her situation, hvor de pludselig bliver diagnosticeret med ITP” udtalte Christian Krog Madsen blandt andet.

Se indslaget her (starter 01:25) >


Udgivet: 13. oktober 2025

 

Besøg universet her:

ITP for børn – læring om ITP gennem historier og med Blop

Mange familier mangler et fælles sprog til at forstå og tale om, hvad det er der sker, når et barn får ITP. I dette patientunivers får hele familien et fælles sprog og forståelse for sygdommen – godt hjulpet på vej af maskotten Blop og hans venner.

Kids' ITP Tools

Kids’ ITP Tools er et værktøj til børn med ITP og deres forældre, der over tid kan give indsigt i, hvordan sygdommen påvirker barnets og familiens livskvalitet.