Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Beretning seniorseminar 2025

I weekenden 25.-26. oktober 2025 afholdtes seniorseminar med et spændende og nyttigt fagligt program og rart socialt samvær.


Skrevet af Aage Rasmussen


Comwell Bygholm Park i Horsens dannede en smuk og god ramme om programmet, der startede lørdag med velkomst og præsentation af 17 deltagere. Herefter var der frokost.

Sekretariatsleder Karen Holm gennemgik foreningens historie i korte træk, derefter kom Karen ind på nogle af faserne i sundhedsvæsnet i forandring. Efterfølgende var der gruppe-opgaver om ønsker til fremtiden med baggrund i medlemmernes erfaringer og oplevelser i sundhedssystemet, hvor vi prøvede at prioritere, hvilke sundhedsydelser, der skal leveres af hæmofilicenteret, og hvilke ydelser, der kan løses i samarbejde eller dialog med andre sundhedsaktører:

Hvilke opgaver skal hæmofilicenteret levere?

  • Direkte kontakt ved akut blødning – led, tænder, næse, etc.
  • Udlevering/forsendelse af faktor
  • Smertebehandling – her kan der være modsatrettede anvisninger fra hhv. hæmofililæge og hjertelæge (hvor hjertelægen vil have patienten til at stoppe med smertemedicin)
  • Undersøgelser af ledstatus og handlingsplan
  • Rådgivningsfunktion/patientuddannelse: Både ift. patienter og pårørende (også børn og forældre) og andre sundhedsprofessionelle i både primært og sekundært sundhedsvæsen. Herunder også en ekstra indsats for den svage patient (reducere ulighed i sundhed).
  • Vagt 24/7:  Både ift. patienter og pårørende (også børn og forældre) og andre sundhedsprofessionelle i både primært og sekundært sundhedsvæsen. Herunder rejstes problematik om formidling til patienter om ændrede kontaktoplysninger og bløderkortet, som ikke længere opdateres.

Hvilke opgaver kan – i samarbejde med hæmofilicenteret – varetages af andre sundhedsaktører?

  • Tandbehandling, opgaver der kræver operation, fx hjertekirurgi og ledoperationer
  • Hiv og hepatitis behandling
  • Hvilke opgaver kan løses af andre aktører evt. med rådgivning fra hæmofilicenteret?
  • Blodtryk, diabetes, eksem, mindre ting uden operation

Der var blandt deltagerne enighed om at IT -forudsætningerne for samarbejde mellem fx center og praktiserende læge eller akutberedskab ikke er på plads i dag.

Det samme gør sig gældende ift. ID-kort og akutberedskab, her er der brug for flere indsatser for at sikre, at patienterne kan identificeres. Bløderkort kan integreres som en del af bløderappen (det vil også lette opdatering af kontaktoplysninger). Diagnose kan indskrives i patientjournalen under CAVE – skal ske i samarbejde med hæmofilicenteret.

Der var fastsat en pause til en gåtur i parken, men grundet vejret blev tiden brugt på lidt socialt samvær.

Efter eftermiddagskaffen kom Janni fra Hjernesagen med et indlæg om Stroke og de symptomer man skal være opmærksom på!

Der er 3 kodeord: Stræk, Snak, Smil. Opdager man uregelmæssigheder ved et eller flere af disse udsagn bør man omgående søge hjælp (112). Der kan nemlig være tale om noget alvorligt, som skal behandles hurtigt. Tak til Hjernesagen for et meget relevant oplæg.

Efter en kort pause kom, Ole Mark, medlem af fagudvalget for blødersygdomme med nyt fra medicinrådet. Der sker rigtig meget på medicinområdet og udviklingen fortsætter. Der forskes rigtig meget på området og der er flere firmaer, der forsker på området, derved sikres tilstrækkelig medicin til behandling.

Der blev nu tid til en velfortjent pause eller lille tur i det fri før aftensmaden.

Efter aftensmaden fortalte Morten Skovhus Eriksen, medlem af bestyrelsen, om nyt fra foreningen, herunder den nye bestyrelse, valgt på generalforsamlingen 2025, samt opfølgning af den engelske blødersag. Der er i den forbindelse rettet henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg med henblik på at få en politisk reaktion på konklusionerne fra den engelske undersøgelseskommissions rapport.

Derudover fortalte Morten om, at der på ITP-området er kommet nyt materiale for børn med ITP og deres familier. Næste årsmøde afholdes på Hotel Scandic i Silkeborg i weekenden 18. til 19. april 2026. Bestyrelsen fokuserer på udvikling af medlemstilbud og
-aktiviteter. Til slut kom der en del spørgsmål til ID-kortet – virker det eller ej? Det spørgsmål kunne selvfølgelig ikke besvares på stedet.

Søndag den 26. startede med morgenmad – fotografering og derefter afgang til Fængslet i Horsens, hvor der var guidet rundvisning. Besøget i det gamle statsfængsel gjorde stort indtryk på alle.

Seminaret sluttede med en hyggelig frokost på Brasseriet. Derefter tak for denne gang – og på gensyn i 2026!

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Vil du gerne modtage seneste nyt om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev.