Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Jorden rundt med blødersygdom

Jan Dahl er typen, der godt kan lide at springe ud i nye eventyr – derfor har han og hans kæreste Josefine besluttet sig for at sejle jorden rundt. Båden stævner ud i 2022, og det bliver med faktor i køleskabet. Jan har nemlig hæmofili A i mild grad.


7. august 2022 stævner Miss Arthur ud fra Aarhus Havn med et mål om at sejle kloden rundt. Besætningen består af Jan, hans kæreste Josefine og seks gæster. Rejsen er inddelt i en række togter. Indtil videre er det første år af rejsen planlagt – det strækker sig over fem togter, hvor besætningen blandt andet sejler forbi, Gran Canaria, Caribien og Fransk Polynesien.

Hver togt varer omkring 1-2 måneder: Når togtet er slut, afmønstrer gæsterne og nogle nye påmønstrer, inden næste togt sætter ind. At planlægge en verdensomsejling er noget af et puslespil.

Var på bløderlejr som barn
Forinden den store jordomsejling har Jan rådført sig med hæmofilicenteret. De kan hjælpe ham med, at få de rette papirer i orden, og at han har faktor nok på lager. Han håber dog ikke at få brug for det. Da Jan har en blødersygdom i mild grad, tager han kun behandling ved behov – i gennemsnit får han en blødning, der kræver behandling, cirka en gang om året.

Da Jan var barn deltog han sammen med sin bror på Bløderforeningens sommerlejr. Her lærte han om sin sygdom, og om hvordan man selv tager medicin:

”På Bløderlejren lærte vi blandt andet at stikke os selv, også os der var milde blødere. Og det var rigtigt godt, for det var ikke en del af min daglige rutine. Jeg sprang bare ud i det og lærte hurtigt at stikke mig selv,” fortæller Jan.

Selvom han ikke har brug for at tage faktor ofte, ligger det på rygraden – og det er meget godt, hvis det skulle være nødvendigt midt ude på Atlanten. Når han nogle gange er i tvivl om, hvorvidt en blødning kræver faktor eller ej, så har han heldigvis erfaret, at hæmofilicenteret ikke er længere end en opringning væk.


Hverken Jan eller hans kæreste Josefine havde nogen nævneværdig erfaring med sejlads for tre et halvt år siden. Men efter uddannelser i diverse sejlklubber og en masse praktisk erfaring på det åbne vand, er de nu blevet hjemmevante til søs og endda gået en bådstørrelse op. Nu bruger de næsten alle deres vågne timer på Miss Arthur.

Ligesom andre børn
Der er flere i Jans familie, der har hæmofili. Derfor kendte hans forældre til sygdommen, da han blev født – måske derfor har Jan aldrig følt, at hans forældre har været overbeskyttende. På bløderlejren blev han også bekræftet i, at han ikke var så meget anderledes end andre børn:

”Noget, der har været rigtigt godt, var, at jeg på bløderlejren så, at man godt kan lave alle mulige sjove ting, selvom man er bløder. Vi måtte gerne hoppe på hoppepude og komme i sommerland, som andre børn”.

Jan elsker at springe ud i nye ting og har gået til mange forskellige sportsgrene, blandt andet har han dyrket elitegymnastik og sprunget i faldskærm.

En stærk krop
Jan er vokset op med devisen om, at han er eksperten på sin egen krop, og at alle kan komme til skade ved et uheld, men hvis man sørger for at have en stærk krop, så har man et godt fundament for at springe ud i eventyr:

”Jeg er heldig, at jeg er mild bløder, så jeg har ikke brug forebyggende medicin, men min tilgang til livet føler jeg, andre blødere vil kunne relatere til. Jeg er aldrig blevet pakket ind i vat og har fået lov til at prøve de ting, jeg har lyst til,” fortæller Jan.

Inden turen næste år går ud i den vide verden, skal Jan færdiggøre sin uddannelse til fysioterapeut. Derudover regner han med at brug al sin tid på at forberede sig bedst muligt på at rejse mod de fjerne kyster.

Rigtig god tur!

SAILING Miss Arthur

Læs mere om at rejse med blødersygdom:

Rejser

Hvordan forbereder man sig bedst på en rejse, når man har en blødersygdom med i bagagen? Hvad gør man, hvis man pludselig får en blødning i udlandet? Og hvornår dækker forsikringen egentlig?

BløderNyt

BløderNyt er Danmarks Bløderforenings medlemsblad, der udkommer to gange om året og lander i alle medlemmers postkasser. Læs nye og tidligere udgaver af bladet.