Sundhedsplejersker får brochure om piger og blødersygdom

I de kommende dage vil sundhedsplejen i landets 98 kommunerne med posten modtage brochuren Hvor er Mary? .

I deres daglige arbejde møder sundhedsplejerskerne de unge på skolerne og har der i gennem en enestående mulighed for at se og hjælpe de piger, der har øget blødningstendens og symptomer, der kan skyldes blødersygdom.

Derfor sender Danmarks Bløderforening brochuren ud til den kommunale sundhedspleje for at gøre opmærksom på, at kvinder også kan have blødersygdom.  

Blødersygdom er nemlig ikke kun hæmofili. Og det er ikke kun mænd, der har blødersygdom. Mange – både bærere og kvinder med von Willebrand, Immun Trombocytopeni (ITP) og de meget sjældne blødersygdomme – har udfordringer, der er relateret til deres blødersygdom, og som har stor påvirkning for hverdagslivet for den enkelte pige eller kvinde.

Brochuren Hvor er Mary? sætter meget illustrativt ord på nogle af de forskellige udfordringer, som unge piger kan opleve i forbindelse med eksempelvis kraftige menstruationer og næseblod. Brochuren giver også gode råd om, hvordan man skal forholde sig, hvis man får kendskab til en pige med blødningstendenser.

Brochuren Hvor er Mary kan bestilles og downloades her >>

 Brochuren er blevet oversat til dansk med støtte fra Shire, CSL Behring og Octapharma.

Svensk hjemmeside til inspiration

Pjecen er baseret på historier fra kvindelige medlemmer af Förbundet Blödsjuka i Sverige. Den svenske forening har som led i et større kvindeprojekt også udarbejdet en hjemmeside, hvor personhistorierne kan ses på video og hvor man kan læse mere om kvinder og blødersygdom. Hjemmesiden er også på engelsk.

Se hjemmesiden her >>

« Tilbage