Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ny film vil starte dialog om menstruation

Halvdelen af verdens befolkning oplever det – hver måned. Og alligevel kan det være svært for mange at tale om. Menstruation er stadig et emne, som for mange er tabuiseret. Derfor kan det være utrygt og svært for unge piger at få svar på, fx hvor meget og hvor længe det er normalt at bløde, når man har menstruation?


I dag lancerer Blødt igennem-kampagnen en ny film med fokus på menstruation.

Det er vigtigt, at unge piger bliver betrygget i, at menstruation er helt normalt. Derfor er den lige knap 4-minutter lange film tænkt som samtalestarter om, hvad menstruation er for en størrelse.

Filmen lanceres i anledningen af Uge Sex.

En samtalestarter blandt unge piger og deres voksne
Filmen er en animations- og oplysningsfilm målrettet unge piger fra 13 år, deres forældre, lærere, sundhedsplejersker, pædagoger og andre voksne, der er i dialog med piger, der er begyndt at menstruere.

Målet er, at filmen bruges som samtalestarter om menstruation, så pigerne i dialogen betrygges i, at menstruation er normalt. Filmen beskriver også, hvad der ligger uden for normalområdet, og hvornår man bør tale med en læge.  

Filmen dækker emner som pubertet, menstruation og trivsel og kan bruges som samtalestarter derhjemme og i sundheds- og seksualundervisningen i både grundskolen og på de gymnasiale uddannelser som en del af emnet området Køn, krop og seksualitet.

Hvad siger målgruppen
Filmen er testet på en fokusgruppe bestående af 7.-klassespiger i alderen 12-14 år, som blandt andet har meldt tilbage: 

”Der er nogle gode råd i filmen, som er gode at vide”

”Jeg blev lidt overrasket over nogle af tingene i filmen”

”Jeg blev lidt lettet på en måde over, at det er helt normalt at føle sig lidt anderledes, end hvad man plejer, når man har menstruation”

Baggrund
Filmen er udarbejdet af Danmarks Bløderforening, i samarbejde med firmaet Caretoons, som en del af kampagnen Blødt igennem. Kampagnen Blødt igennem sætter fokus på, at det ikke kun er mænd, der kan have en blødersygdom.

Meget kraftig og langvarig menstruation er et af de mest hyppige symptomer på blødersygdom hos kvinder – en diagnose, som det ofte tager år at få stillet, fordi blødersygdomme er sjældne, og der er så lidt viden om symptomerne. 10-20 % af de kvinder, der henvises til specialistiser pga. øget blødningstendens, viser sig at have en blødersygdom.

Læs mere om kampagnen og mød nogle af de piger og kvinder, som har en blødersygdom på: www.blødtigennem.dk

Se filmen her >

 

Udgivet d. 5. februar 2024

Blødt igennem

Blødt igennem er en kvindekampagne igangsat af Danmarks Bløderforening. I dag lider alt for mange kvinder af kraftig menstruation, mange blå mærker og hyppige næseblødninger uden at vide, at det kan skyldes en blødersygdom, som faktisk kan behandles. Kun få kvinder er diagnosticeret og får den rette behandling. Blandt andet fordi kvinders blødninger for mange stadig er et tabu.

Nyhedsbrev

Vil du gerne modtage de seneste nyheder om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet er et supplement til medlemsbladet BløderNyt.