Ny medieomtale af Blødersagen
Der har de seneste uger været en del medieomtale af Blødersagen.
Der har de seneste uger været en del medieomtale af Blødersagen. Medieomtalen startede, da Palle Lykke Ravn delte sin historie i et privat Facebook-opslag, der gik viralt og i skrivende stund har fået 2.800 reaktioner. Siden har Ekstra Bladet bragt flere artikler om sagen, og TV2 har haft besøg af Palle Lykke Ravn i Go’ Aften Live-studiet.
Sundhedsminister Ida Auken har til medierne udtalt; "Jeg er dybt berørt over historien om Palle og andre som ham. Ingen skal risikere at blive smittet med alvorlige sygdomme som hepatitis C og hiv, når de får behandling med blodprodukter, og jeg har fuld forståelse for ønsket om afklaring hos de påvirkede, og de frustrationer og følelser som sagerne bringer op. Derfor vil jeg nu bede ministeriet om at få færdiggjort vurderingen snarest muligt”. Kilde: www.nyheder.tv2.dk >
Tak til Bent Roskjær, Jan Munch Andersen, Palle Lykke Ravn, Palle Skovby og Sine Lyons for at sætte ord og ansigt på de menneskelige konsekvenser af Blødersagen.
Find link til artiklerne i Ekstra Bladet på Danmarks Bløderforenings Facebook-side >
Status på Blødersagen
I 2024 udkom den engelske undersøgelse Infected Blood Inquiry, som konkluderede at smitte med hepatitis C kunne have været begrænset, og at hiv-katastrofen kunne have været undgået, hvis myndighederne havde reageret rettidigt. På den baggrund sendte Danmarks Bløderforening tilbage i oktober 2024 en henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg. I november 2025 var tilbagemeldingen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at den britiske undersøgelse ville blive gennemgået med henblik på at vurdere dens relevans i en dansk sammenhæng.
En arbejdsgruppe i Danmarks Bløderforening, som Palle Lykke Ravn og Palle Skovby er en del af, arbejder for anerkendelse af, at afvisningen af danske bløderes krav om erstatning for smitte med hepatitis C var uretmæssigt. Arbejdsgruppen arbejder også for at sikre en værdig alderdom for de bløderpatienter, der blev smittet med hiv, da flere pga. sygdom og senfølger ikke har haft mulighed for at opbygge en pensionsopsparing.
Læs mere om Blødersagen og foreningens henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg her >
Denne sag kan vække stærke følelser, og i Danmarks Bløderforening står vi til rådighed, hvis der er smittede eller pårørende, som kan have brug for at tale om sagen. Hvis der er brug for kontakt, så ring eller skriv til os. Foreningens kontaktoplysninger findes her >
Udgivet: 6. november 2026
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Vil du gerne modtage seneste nyt om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev.