Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Atter støtte til Bløderforeningens hiv-arbejde

Efter folketingsdebatten i går ser det nu ud til, at Danmarks Bløderforening atter får offentlig støtte til arbejdet for de hiv-smittede blødere, der i 1980’erne blev ramt af hiv via deres medicin.


Det er Kristian Thulesen Dahl, finanspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti og formand for Folketingets Finansudvalg, som i gårsdagens debat lagde op til, at forligspartierne bag finansloven enes om at udmønte en del af en ny pulje til særlige sociale formål i et aktstykke til Danmarks Bløderforening. Det indebærer, at Bløderforeningen igen får mulighed for at yde støtte, rådgivning og information over for de hiv-smittede blødere.

I et ændringsforslag til finansloven lagde Socialdemokraterne for nylig op til en ny permanent bevilling på en million kr. til Bløderforeningens arbejde, men forslaget mødte ikke opbakning fra Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Terkel Andersen, formand for Danmarks Bløderforening udtaler:

Det er ingen hemmelighed, at vi havde ønsket os en permanent løsning via finansloven, sådan som Socialdemokraternes ændringsforslag lægger op til. Men vi er meget glade for, at der i Folketinget har kunnet konstateres en fælles forståelse for, at der sikres mulighed for, at den vigtige indsats over for de hiv-smittede blødere kan fortsætte de kommende år.