Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Bevilling til Bløderforeningens arbejde

Danmarks Bløderforening har fået bevilliget 900.000 kr. hvert år fra 2008 til 2011, i alt 3,6 mio. kr. Pengene skal gå til Bløderforeningens psykosociale arbejde med hiv-smittede og hepatitis-smittede blødere og er bevilliget af Folketingets Finansudvalg.


Bløderforeningen mistede i 2007 sine bevillinger til det psykosociale arbejde med de hiv-smittede blødere og har igennem længere tid kæmpet for at få nye bevillinger til arbejdet.
 
Den nye bevilling betyder, at Bløderforeningen vil kunne genoptage sit arbejde med at rådgive, støtte og informere hiv-smittede blødere. Samtidig vil Bløderforeningen i fire år være sikret bevilling til sit arbejde for de hepatitis-smittede blødere.
 
Terkel Andersen, formand for Danmarks Bløderforening, siger om bevillingen:
 
"Vi er i Bløderforeningen meget tilfredse med, at der nu er fundet en løsning på den videre finansiering af foreningens arbejde for de hiv- og hepatitis-smittede blødere. Den lange usikkerhed har skabt stor utryghed og vanskeliggjort planlægning af indsatsen, men nu kan vi for første gang se fire år frem og dermed også sætte mere langsigtede mål for indsatsen. Det er godt, og det er det eneste anstændige i forhold til en gruppe mennesker, der har haft mere end rigeligt at slås med."
 
Terkel Andersen siger yderligere:
 
"Nu mangler vi blot at få folketingets opbakning til, at gruppen af hiv-smittede også sikres på den lange bane gennem en fortsættelse af Blødererstatningsfonden efter 2010."