Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Blødererstatningsfonden i regeringens lovkatalog

I forbindelse med statsministerens åbningstale offentliggøres regeringens lovprogram for folketingssamlingen 2009/2010. Heri står bl.a. at læse at sundhedsministeren i november 2009 vil fremsætte forslag til ændring af lov om Blødererstatningsfonden.


Forslaget indebærer en forlængelse af Blødererstatningsfondens levetid, således at denne ikke ophører medio juni 2010 som fastsat i den nuværende lov.
 
Formand for Blødererstatningsfonden, Tove Lehrmann, der også er næstformand i Danmarks Bløderforening, udtaler i denne forbindelse:
 
- Det er godt, at en ændring af Blødererstatningsfonden er med i regeringens lovprogram. Det ligger fint i tråd med de meldinger, vi fik fra både sundhedsministeren og en række sundhedspolitiske ordførere i maj måned, hvor fonden var til diskussion, siger Tove Lehrman og fortsætter:
 
- Vi er meget spændte på det konkrete forslag. Folketinget vedkendte sig jo tilbage i 1995 en moralsk og økonomisk forpligtelse til at imødekomme blødernes særlige og individuelle behov nu og i årene fremover. De hiv-smittede blødere er stadig i en helt særlig situation. Derfor er der brug for Blødererstatningsfonden så længe, vi iblandt os har blødere, der er blevet smittet med hiv gennem deres medicin. Det bør fremgå af lovforslaget, ligesom der også skal findes penge til at fortsætte fondens virke, slutter Tove Lehrmann.
 
 
Baggrund
Blødererstatningsfonden blev etableret i 1995 i kølvandet på Blødersagen, hvor 91 danske blødere blev smittet med hiv via deres blødermedicin. Folketinget og den daværende regering påtog sig dengang et moralsk og økonomisk ansvar i forhold til at sikre, at de hiv-smittede bløderes særlige og individuelle behov bedre kunne imødekommes og etablerede derfor Blødererstatningsfonden. Imidlertid blev denne fond sat til udløb senest i 2010, idet ingen regnede med, at de hiv-smittede blødere ville leve så længe. Udviklingen af bedre behandlingsmuligheder har heldigvis ændret på dette, og i dag lever 27 af de hiv-smittede blødere endnu.