Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Danmarks Bløderforening modtager donation

Lørdag den 28. april modtog næstformand Mikael Frausing en donation på vegne af Danmarks Bløderforening. Donationen på 50.000 kroner kommer fra Odd Fellow Ordenens Rebekkafond.


Efter at have indsendt en ansøgning om støtte til foreningens arbejde er Danmarks Bløderforening nu i den heldige situation at være én af to modtagere af Odd Fellow Ordenens Rebekkafonds årlige donation.
 
Donationen lyder på 50.000 kroner og går til foreningens sommerlejr for børn og unge med blødersygdomme. Pengene kan bruges over en årrække og skal medvirke til at finansiere deltagerbetalingen for de børn, der ikke kan opnå tilskud på anden vis. 
 
Overrækkelsen af donationen fandt sted i Odd Fellow Palæet i Aalborg lørdag den 28. april, og det var næstformand Mikael Frausing, der modtog donationen på vegne af foreningen. Efter overrækkelsen holdt Mikael Frausing en kort tale, hvori han takkede fonden.
 
Odd Fellow Ordenens Rebekkafond uddeler hvert år donationer i april måned. Den ene donation uddeles internt til logens søstre, mens den anden uddeles eksternt til humanitært arbejde.