Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ej forøget risiko for komplikationer ved operation af blødere

Blødere oplever ikke flere komplikationer end den generelle befolkning ved mave-tarm operationer, konkluderer nyt studie.


Der findes ingen forskel af betydning i forløbet omkring og efter mave-tarm-operationer for blødere og patienter uden blødersygdom. Det skriver Ugeskrift for Læger.

For kun få årtier siden foretog man udelukkende sådanne operationer, hvis de var livsvigtige. I dag er faktorpræparaterne så effektive og sikre, at bløderpatienter kan tilbydes operation på samme grundlag som alle andre.

Retrospektivt studie
Forskere fra University of Bonn har foretaget en retrospektiv gennemgang af 55 patienter med blødersygdom og matchende kontrolpersoner, som alle har fået foretaget mave-tarm-kirurgiske indgreb. Studiet konkluderer, at et godt samarbejde de lægelige fagområder imellem og et forlænget hospitalsophold medfører, at risikoen ved operationerne ikke forøges for blødere. Forskerne fandt, at der ikke er nogen forskelle i varigheden af drænbehandlingen eller operationstiden. For begge grupper var andelen af komplikationer lav og uden forskelle af betydning. 5,5 % af bløderne oplevede blødninger som komplikation, men ingen havde brug for blodtransfusion.

Af de 55 blødere havde 37 hæmofili A, seks hæmofili B, tre von Willebrandt og ni var bærere. 42 % havde hæmofili i svær grad. Ingen havde faktorinhibitor.

Kilde: Ugeskrift for læger, 25/2010, s. 1885.