Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Fødselsdagsfond støtter indiske bløderfamilier

Da Bløderforeningens formand Terkel Andersen fyldte 50 år i 2007 ønskede han ikke gaver. I stedet ønskede han, at folk satte penge ind på en konto, der skulle gå til at støtte bløderfamilier i Indien. Der blev i alt sat næsten 30.000 kr. ind. Pengene er godt i gang med at styrke indiske bløderfamilier.


Pengene fra Terkel Andersens fond bliver fordelt i samarbejde med den indiske bløderforening, HFI, som Danmarks Bløderforening har haft et langt og tæt samarbejde med via foreningens projekter i Indien.
 
Pengene bliver brugt over en årrække. I 2008 blev de blandt andet brugt til kurser for kvinder, der er bærere af blødersygdom og mødre til bløderbørn. Her har kvinder haft mulighed for at høre om bløderbehandling og psykosociale emner. At målrette aktiviteter til kvinderne er ofte en god måde at hjælpe bløderfamilier i Indien, hvor mødrene er de primære omsorgspersoner for bløderbørnene.
 
Der er kommet mange møder ud af pengene, i Calcutta alene således ni møder med op til 12 deltagere på hvert. Møderne har ikke bare været brugt til information, men har også skabt et solidarisk netværk og selvhjælpsmiljø, hvor kvinderne hjælper hinanden og sammen organiserer indsamling af penge til børnenes behandling.
 
Derudover er pengene blevet brugt til regionale lejre for blødere og workshops om fysioterapi. I Indien, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er begrænsede, spiller fysioterapi en stor rolle, da det ofte er den nemmeste – og eneste – mulighed, der er for at forebygge og lindre skader opstået ved blødninger i led m.v.
 
I 2009 vil penge fra Terkel Andersens fond fortsat støtte møder og psykosociale aktiviteter.