Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Hiv-smittede blødere: Vi er her endnu!

Pressemeddelelse udsendt 13. april 2008
Udtalelse fra Danmarks Bløderforenings generalforsamling 13. april 2008

I 1980erne blev 91 blødere smittet med hiv gennem deres blødermedicin og oplevede hvad der er blevet kaldt ”en katastrofe på recept”. Mange af de 91 hiv-smittede blødere er døde. Men 27 lever stadig. Det synes det danske folketing imidlertid at have glemt, idet Danmarks Bløderforening i disse år oplever store forringelser. Den aktuelle situation er at

- støtten til Bløderforeningens indsats omkring de hiv-smittede blødere er bortfaldet fra og med 2008

- Blødererstatningsfonden lukkes om 2 år

- støtten til Bløderforeningens indsats omkring de hepatitis-smittede blødere er baseret på ét-årige bevillinger

På denne baggrund udtaler Bløderforeningens generalforsamling, afholdt 13. april 2008:

”Det er med stor forundring og dyb beklagelse, vi må konstatere, at sundhedsministeren svigter de hiv-smittede blødere og deres forening. Med sig i den psyko-sociale bagage har hver enkelt af de nulevende hiv-smittede blødere en barn- og ungdom præget af forventning om snarlig død, og rent

medicinsk må de hiv-smittede blødere stadig acceptere en hverdag med svært koordinérbare behandlingsforløb og ikke mindst bivirkninger.

Derfor kræver det et helt særligt sæt af livsfærdigheder at tackle de meget komplekse problemstillinger, der opstår i forbindelse med en dødelig sygdom.

Danmarks Bløderforening har siden 1988 med tilskud fra staten løftet en støtte-, rådgivnings- og informationsindsats til gavn for de hiv-smittede blødere. Og gennem Bløderertatningsfonden har det været muligt at opnå individuel økonomisk støtte.

Med de nævnte forringelser kan de hiv-smittede bløderes særlige behov ikke længere imødekommes. Generalforsamlingen opfordrer derfor folketinget indtrængende om at

sikre tilstrækkelig bevilling til at opretholde og udvikle foreningens hiv-rettede arbejde

sikre stabilitet i bevillingen til foreningens hepatitis-rettede arbejde

sikre, at Blødererstatningsfonden fortsætter.

En sådan opbakning vil være en måde, hvorpå folketinget kan forholde sig anstændigt til de hiv-smittede blødere og deres forening.”

Yderligere kommentarer:Formand i Danmarks Bløderforening Terkel Andersen, mobil 2011 3505
Formand for Blødererstatningsfonden, Tove Lehrmann, mobil 2920 1322

Bløderforeningen har fremsendt Redegørelse om hiv-smittede bløderes situation til folketingets sundhedsudvalg. Denne redegørelse kan rekvireres hos direktør Lene Jensen, tlf. 2279 9561 eller e-mail: lj@bloderforeningen.dk