Spring navigationen over og gå direkte til indhold

EHC Conference 2022: Europas blødere samlet til stor konference i København

D. 7.-9. oktober 2022 var over 300 blødere, forskere, repræsentanter fra medicinalindustrien, læger og sygeplejersker fra hele Europa samlet til EHC Conference om blødersygdom i København.


I år var det Danmarks Bløderforenings tur til at være værtsland for den europæiske paraplyorganisation EHC’s (European Haemophilia Consortium) årlige konference, der turnerer mellem de europæiske bløderforeninger. Konferencen blev afholdt i København, hvor der var over 300 deltagere tilmeldt fysisk, og omkring 30 tilmeldte, der så med online.

Et alsidigt program

Konferencens program spændte over mange emner, og der var fokus på mange forskellige perspektiver og patientgrupper. Deltagerne kunne både høre oplæg fra forskere, læger og fysioterapeuter, samtidig med at der også var personlige fortællinger fra patienter. Bl.a. blev emner som behandling af blødersygdom, genterapi, lever-problemer hos blødere, kvinder og blødersygdom og milde blødere debatteret.

Et tema der var særligt fokus på gennem hele konferencen var fælles beslutningstagen mellem læge og patient, og hvad begge parter kan gøre, for at der er en god og givtig dialog omkring behandling. Hør hæmofililæge Peter Kampmann og formand for foreningen Jacob Bech Andersen tale om fælles beslutningstagen her >

Program med dansk islæt

Formand for Danmarks Bløderforening Jacob Bech Andersen, bød sammen med formanden for EHC Declan Noone de fremmødte velkommen til den første fysiske EHC-konference i tre år.

Bagefter gav Jacob Bech Andersen med et stort smil ordet videre til overlæge Eva Funding fra Rigshospitalet og overlæge Lone Hvitfeldt Poulsen fra Aarhus Universitetshospital, der fortalte deltagerne om livskvalitet hos danske blødere, og hvilke erfaringer vi i Danmark har gjort os med Bløderappen. Læs mere om de to oplæg på de følgende sider.

Læs mere om Eva Fundings oplæg om resultaterne af livskvalitetsundersøgelsen her >

Læs om Lone Hvitfeldt Poulsens præsentation af Bløderappen her >

En sand fornøjelse

”Det har været en kæmpe fornøjelse at kunne byde blødere, læger, professorer og medicinalindustrien fra hele Europa velkommen i København til den store EHC Conference 2022. Vi har diskuteret blødersygdom, behandling, organistionsudvikling og meget andet. For første gang i tre år har Europas bløderforeninger haft mulighed for at være samlet efter COVID-19, og det har været helt fantastisk. På vegne af Danmarks Bløderforening er jeg meget glad for, at det er lykkedes os at holde et så vellykket arrangement” siger Jacob Bech Andersen, formand for Danmarks Bløderforening.

Det er første gang siden coronapandemien brød ud, at EHC-konferencen kunne afholdes på vanlig vis. Oprindeligt skulle EHC-konferencen have været afholdt i København i 2020, men værtskabet blev pga. coronapandemien udskudt til 2022.

Læs mere om EHC konferencen 2022 i BløderNyt, der udkommer i slutningen af december.

Tak til bestyrelsen og alle de frivillige, der har hjulpet til ved konferencen!

 

Se stemningsbilleder og -film fra konferencen: 


Kan du ikke se videoen, er det fordi du har fravalgt cookies. Ændr dit valg af cookies eller se videoen her: EHC Conference 2022 at a glance (YouTube-link)


Frivillige stod klar i lufthavnen til at tage i mod deltagere fra hele Europa. Foto: Christian Krog Madsen. 


Jacob Bech Andersen bød en fyldt sal velkommen til EHC Conference 2022. Foto: Tem Folmand


Mange forskellige emner relateret til blødersygdom og behandling blev debatteret på konferencen. Her står Jacob Bech Andersen sammen med den tidligere formand for den fransk bløderforening, Thomas Sannié, for at facilitere en snak om fælles beslutningstagen mellem læge og patient. Foto: Carsten Snejbjerg.

 
Eva Funding præsenterer resultater fra ny undersøgelse om danske bløderpatienters livskvalitet. Foto: Carsten Snejbjerg.


Lone Hvitfeldt Poulsen, overlæge på Blødercenter, Aarhus Universitetshospital, fortæller om Bløderappen. Foto: Carsten Snejbjerg.


Bestyrelsesmedlem Christian Krog Madsen tog deltagerne med på en guidet gåtur rundt i vores hovedstad. Foto: Tem Folmand.


Danmarks Bløderforening har i forbindelse med konferencen modtaget støtte fra CSL Behring, Novo Nordisk, Roche, Takeda og Sobi.

Læs mere om EHC:

EHC - European Haemophilia Consortium

Den europæiske sammenslutning af bløderforeninger – EHC er med til at sikre blødere i Europa de bedste forhold. Som paraplyorganisation for 48 europæiske bløderforeninger arbejder EHC bl.a. for at forbedre faciliteterne for diagnosticering og behandling af blødersygdom.

Hør også:

Dialog mellem læge og patient

Hør en samtale om de udfordringer, der er ved at have en blødersygdom, når man er midt i livet, og vigtigheden af dialog og gensidig læring mellem læge og patient. Læs også gode råd om det gode kontrolbesøg og om at rapportere om blødninger og faktorforbrug.

Nyhedsbrev

Vil du gerne modtage de seneste nyheder om blødersygdom og foreningens aktiviteter, så tilmeld dig foreningens nyhedsbrev. Nyhedsbrevet er et supplement til medlemsbladet BløderNyt.