Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Feedback til sundhedsvæsenet

I december-udgaven af BløderNyt kan du læse ganske kort om utilsigtede hændelser, og hvordan du som patient har mulighed for at gøre opmærksom på eventuelle fejl og mangler i sundhedssystemet. Tidligere bestyrelsesmedlem i foreningen, Tove Lehrmann, er patientrepræsentant i Patientombuddet, og her er hun med til at sikre, at indberetningerne bliver omdannet til læring i sundhedsvæsenet.


Tove Lehrmann er mangeårigt medlem af Danmarks Bløderforening og har et indgående kendskab til både foreningen og livet med blødersygdom. Hun har været medlem af foreningens bestyrelse i mange år, og i dag sidder hun stadig som formand for Blødererstatningsfonden.

Siden april har Tove Lehrmann også siddet med om bordet, når Patientombuddets vidensforum mødes for at sikre læring i sundhedsvæsenet. Hun er indstillet som repræsentant af foreningens paraplyorganisation, Danske Handicaporganisationer, og sammen med repræsentanter fra blandt andre Dansk Industri, Kommunernes Landsforening og regionerne diskuterer hun strategier for, hvordan man bedst muligt kommer utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet til livs.

Tove Lehrmann fortæller:

- Jeg har engageret mig i arbejdet for at sikre, at der i diskussionerne og strategierne bliver taget højde for patientperspektivet. Det er lidt systemet over for patienten, og jeg forsøger at sikre patientens rettigheder i arbejdet.

Indberet en utilsigtet hændelse
Som patient i sundhedsvæsenet har du altid mulighed for at indberette det, hvis du har oplevet en utilsigtet hændelse.

Tove Lehrmann forklarer, at en utilsigtet hændelse kan være, at du har oplevet, at din henvisning er blevet væk i systemet, at vagttelefonen ikke er blevet taget, eller at medicinplanen for din operation ikke er detaljeret nok, så du hele tiden er nødt til selv at være opmærksom på, om sundhedspersonalet nu også har din blødersygdom for øje.

Patientombuddet analyserer løbende de registreringer, der bliver indsendt, og er der tilstrækkelig mange indberetninger om den samme form for utilsigtede hændelse, er der tale om en overordnet tendens i sundhedsvæsenet. Når Patientombuddet opdager sådanne tendenser, sender de sagen videre til læringsenhedens vidensforum, hvori Tove Lehrmann sidder.

Hun opfordrer bløderne til at indberette det, hvis de har været ude for en utilsigtet hændelse:

- Indberetningen af utilsigtede hændelser er patientens mulighed for at manifestere, at noget ikke er i orden. Her kan man virkelig gøre noget som enkeltindivid ved at gøre opmærksom på en procedure, der ikke er hensigtsmæssig.

Læring i sundhedsvæsenet
Når der sker en utilsigtet hændelse i sundhedsvæsenet, er det altid en god ide først og fremmest at tale med sundhedspersonalet. Ingen er interesserede i fejl, og måske er det muligt hurtigt at udbedre fejlen.

Som patient kan du dog altid indberette en utilsigtet hændelse. Når du indberetter en utilsigtet hændelse, gør du systemet opmærksom på en fejl, som man kan lære af. Udover at blive noteret i Patientombuddets database vil en indberetning også blive forelagt den ansvarlige instans. Hvis den utilsigtede hændelse er foregået hos din praktiserende læge, er det din hjemkommune, der skal forholde sig til indberetningen, og hvis det er foregået på sygehuset, er det den pågældende region. Så snart du har indberettet en utilsigtet hændelse, har den pågældende instans pligt til at forholde sig til sagen.

Tove Lehrmann fortæller:

- Der er altså al mulig grund til at indberette utilsigtede hændelser. Udover at du giver feedback til sundhedsvæsenet, er du også med til at forebygge at fejlen sker igen for andre, og samtidig er du med til at gøre den ansvarlige instans opmærksom på problemet, så de kan forholde sig til den.

Du kan indberette en utilsigtet hændelse her »

Vær opmærksom på, at indberetningen af en utilsigtet hændelse ikke er det samme som en klage. Hvis du vil klage over dit behandlingsforløb, skal du indsende en decideret klage til Patientombuddet.
Hvis du vil søge erstatning for et hændelsesforløb, kan du læse mere her » 
 
---
 
Kort om Patientombuddet
Patientombuddet blev oprettet som en uafhængig myndighed under Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 2011, og siden da har der fandtes én samlet indgang til at klage over den faglige behandling i sundhedsvæsenet.

Patientombuddet fungerer som sekretariat for flere forskellige instanser, fx Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet, og så administrerer de rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser.

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.