Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nordisk fitness workshop

Nordic Haemophilia Patient Fitness Workshop løb af stablen den 8. september 2016 i Stockholm. Danmarks Bløderforening var repræsenteret ved Sine Lyons og Lone Hartvig Christiansen. Derudover deltog fysioterapeuter fra danske og svenske hospitaler.


Af Sine Lyons og Lone Hartvig Christiansen

På workshoppen var der om formiddagen oplæg af coach Cecilia Borg, der blandt andet har trænet det svenske landshold i atletik, samt oplæg fra dr. med. Axel Seuser, Center of Prevention, Rehabilitation and Orthopaedics I Tyskland. Axel Seuser behandler blødere, handicappede og professionelle idrætsudøvere i Tyskland.

Om eftermiddagen fulgte to workshops. En workshop med træningsforslag til hæmofilipatienter og en workshop, der tog udgangspunkt i en teoretisk/klinisk diskussion af, hvordan man udreder hæmofilipatienter i forhold til helbred og sport.

Man skal ville forandring

Cecilia Borgs eftermiddags workshop handlede om, hvordan man hjælper hæmofilipatienter til en forsvarlig træning -  hvad er anbefalet, og hvad er ikke anbefalet. Deltagerne prøvede selv kræfter med pilates og fik sved på panden.

Cecilia Borg talte om det mentale aspekt, når det kommer til kroppens evner. Hendes budskab var at lære patienter at fokusere på de ting, de er gode til og blive bedre til dem. Det handler om at se på den nuværende situation og blive positivt inspireret til den fremtidige situation. Det vigtige er, at patienterne skal ville forandring.

”Silent Bleed”

Dr.med. Axel Seusers fortalte om begrebet ”Silent Bleed” hvor den biokemiske reaktion er, at der ophobes jern i leddet, som kan medføre synovitis, mens den biomekaniske reaktion er en ændring af mønstret i muskelsammentrækninger, synovialt klem og øget tryk på brusken.

Alt dette medfører en øget belastning på leddet og flere blødninger. Han mener, at man kan opdage disse potentielle blødninger meget tidligt ved at kigge efter inflammerede områder på kroppen ved blandt andet at trykke på specifikke punkter omkring leddene. Hans primære fokus var, at man skulle arbejde meget mere forebyggende. Ved at konstatere inflammation så tidligt som muligt, kan man gå ind og arbejde med de udsatte led og på den måde forebygge regulære blødninger.

Axel Seusers talte også om ’Sikker sport for hæmofili patienter’. Han tog udgangspunkt i tankegangen om, at sport er bedre end ingen sport, men det kræver, at man har forberedt sig ordentligt på den sport, man ønsker. Hvis en sportsgren eksempelvis kræver udholdenhed og koordination, at skal man være sikker på, at ens krop kan holde til det, inden man begynder.

Til den udregning har han lavet et skema, så man bedre kan vurdere, hvornår der kræves ekstra forberedelse.

Ønsker man eksempelvis at gå til fodbold, kan skemaet se således ud:

 

1 (lavest)

2

3

4

5 (højest)

Koordination

 

 

X

 

 

Fleksibilitet

X

 

 

 

 

Udholdenhed

 

 

 

 

X

Styrke

 

 

 

X

 


I fodbold på ”dit niveau” vurder jeg, det kræver:

  • Koordination på 3. Din koordination er kun til et 2 tal, så kræver det, at du arbejder på din koordination, så du kan få den op på et 3-tal.
  • Fleksibilitet er kun på 1, så den behøver ingen ekstra indsats.
  • Udholdenhed er helt oppe på 5, og da du ikke har passet din løbetræning hele året, så skal du inden du begynder på fodbold i gang med langsomt at træne din kondition og udholdenhed op.
  • Styrke er på 4, så der skal du især koncentrere dig om at få styrke omkring ankler, knæ og hofter, før du kan sparke ordentligt (og sikkert) igennem i taklingerne.

Axel Seuser har udgivet flere internationale artikler om emnet i blandt andet i tidsskriftet ”The Official Journal of the World Federation of Hemophilia, Haemophilia”.

Læs også abstract fra et stort studie om sport og hæmofili her»

Læs BløderNyt

Her kan du læse tidligere udgaver af foreningens medlemsblad BløderNyt. Bladet udgives to gange om året og indeholder bl.a. artikler om, hvordan det er at leve med en blødersygdom i Danmark og om den nyeste udvikling inden for behandling.